TBN Service Padborg

53-årige Thomas Nielsen har startet eget firma, som hedder TBN Service Padborg. Han reparerer blandt andet græsslåmaskiner.

Lærer og altmuligmand starter firma i Padborg

Thomas Nielsen sagde sit job op for at starte som selvstændig. En beslutning han er rigtig glad for.

Blandt håndværkerfirmaer kan man nogle gange høre, at ingen opgave er for stor. For 53-årige Thomas Nielsen i Padborg er det omvendt.

“Andre siger, at ingen opgave er for stor. Her er ingen opgave for lille. Fru Jensen kan komme med en lysestage med en knækket hank eller der kan komme en stor traktor. Det er lige meget. Vi laver det hele,” siger Thomas Nielsen.

Thomas Nielsen har alle dage haft hænderne skruet ordentligt på. I oktober sidste år sagde han sit job som lærer op, og er nu blevet selvstændig. Han driver firmaet TBN Service Padborg, der ordner alt fra stort til småt. Inden han kastede sig ud i det nye eventyr, var han lærer på FGU Rødekro. “Jeg syntes arbejdet blev for meget skolepræget og for lidt fagundervisning på værkstederne i forhold til tidligere”, fortæller Thomas Nielsen. Pludselig skulle han undervise i dansk, matematik og samfundsfag, og det kunne han ikke se sig selv i.

Hjælpe de unge

Selvom han ikke længere arbejder med unge mennesker på skolen, ønsker han fortsat at hjælpe dem videre.

“Hvis jeg får nok at lave, vil jeg gerne ansætte nogle af de unge mennesker, jeg har haft på produktionsskolen,” siger han. 

Han mener, at de, der er bedre til det praktiske end det boglige, bliver glemt af skolesystemet.

“Det synes jeg er synd. Selvom man ikke kan læse, kan man sagtens have hænderne godt skruet på,” siger han, og vil derfor gerne hjælpe de unge, der har boglige problemer, videre i livet.

Foråret bringer nye opgaver

Lige nu er der mange græsslåmaskiner og andet maskineri, der skal serviceres og repareres. 

“Jeg får dagligt henvendelser fra folk, der skal have deres maskineri klargjort til den kommende havesæson, og her ligger min spidskompence”, fortæller Thomas Nielsen.

Ved siden af passer han flere udendørsarealer for forskellige firmaer. Det er et job, der passer ham godt, for han har stor erfaring med at betjene og køre både store og små maskiner.

Jobbet som selvstændig har skabt stor fleksibilitet i Thomas Nielsens hverdag. Han er glad for selv at kunne bestemme, hvordan tiden skal administreres. 

Ved siden af det praktiske, kommer også det administrative. “Min bedre halvdel står for al kontorarbejdet. Jeg laver det, jeg er god til med hænderne, og så passer min kone det administrative”, slutter Thomas Nielsen af. ■

Skrevet af

Esben Cronback
Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.