Byrådsmedlem Kristian Bonefeld (V) mener, at ekspropriation kun skal være en absolut nødløsning.

Vilje til ekspropriation til fjernvarme

Politikerne i Sønderborg Kommunes har viljen til at ekspropriere jord til fjernvarme om nødvendigt. 

Det fremgik af sidste byrådsmøde, hvor fjernvarmen fra Dybbøl til Adsbøl og Nybøl til Vester Sottrup var til drøftelse. 

Et enstemmigt byråd er indstillet på at ekspropriere jord fra private lodsejere i Vester Sottrup. Venstre påpegede dog, at fjernvarmen bør etableres ad frivillighedens vej om muligt.

“Vi bifalder den hellige, ukrænkelige ejendomsret. Ekspropriation bør være det ultimative redskab, som kun tages i brug, når der er afgørende samfundsinteresser og infrastruktur på spil,” sagde Venstres Tage Petersen med opfordring til at søge frivillighedens vej.

Partifællen Kristian Bonefeld (V) glæder sig over, fjernvarmen er på vej til Nybøl og Vester Sottrup og håber, de berørte lodsejere vil gå ind i fjernvarmelinjeføringen med velvilje. Et par lodsejere har dog tilkendegivet, de ikke er indforstået med at få en fjernvarmeledning ind over deres jord.

“Den ene lodsejer har selv angivet en alternativ linjeføring. Efter at have set på det, fastholder Sønderborg Varme sit forslag, fordi alternativet er mere bøvlet, og det bliver dyrere. Det er jeg lidt ærgerlig over, for det er ikke nok til at vifte med ekspropriationskortet,” lød det fra Kristian Bonefeld, der ligesom det øvrige byråd erklærer sig villig til at ekspropriere om nødvendigt, men gerne vil se ordentligt gennembearbejdede alternative forslag, før han stemmer for den tunge løsning.

Borgere skal spørges

Han er landmand i Vester Snogbæk og ejer selv noget af den jord, der indgår i lodsejerens alternative forslag, Derfor undrer det byrådspolitikeren, at han ikke er blevet spurgt om, hvordan han forholder sig til det.

“Jeg vil gerne opfordre Sønderborg Varme til at vende alle sten for at undgå ekspropriation,” sagde Kristian Bonefeld.

Borgerne skal nu spørges, om de er interesserede i at blive koblet på fjernvarmenettet. Tidligere forespørgsler i kølvandet på energikrisen viste, der var 80 procents tilslutning til fjernvarme i Nybøl og Vester Sottrup. Sønderborg Varme håber, den massive opbakning fortsat er til stede, selv om gaspriserne er dalet, siden energikrisens begyndelse.

Fjernvarmeudrulningen mellem Sønderborg og Gråsten og Nybøl og Vester Sottrup har fået 13,4 millioner kroner af statens fjernvarmepulje. Det samlede fjernvarmeprojekt står i 200 millioner kroner. Projektet er en forløber for fjernvarmeforsyningen til Avnbøl, Ullerup og på sigt også Blans og slagteriet.

Går alt efter planen er gravemaskinerne klar til at bane vejen for fjernvarmen i Adsbøl, Nybøl og Vester Sottrup i indeværende år. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 20. juni 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.