Artikelbeskrivelse

Felsted-piger spiller i orkester


Af Johanne Rønn Olesen
Hvad enten de marcherer i gaderne, eller hygger sig i pauserne, så er fællesskabet og glæden for musikken altid at få øje på i Den Sønderjyske Garde.
De tre piger fra Felsted Centralskole, Alison Langhede Johannsen, Laura Hansen og Maria Rieder, fik for længe siden øjnene op for glæden ved at spille i et orkester, da de startede i grundskolen hos Den Sønderjyske Garde. Nu er grundskolen blevet skiftet ud med den store garde, da de i efteråret sidste år rykkede op.
”Det er blevet sjovere nu, hvor vi spiller lidt mere seriøst”, siger Maria Rieder, som spiller cornet i orkesteret, og Alison Langhede Johannsen tilføjer, at man også kommer bedre med i sammenholdet.
Rig på oplevelser Garden består af 35 medlemmer, og der opstår venskaber på tværs af aldersgrupperne, når garden samles hver tirsdag fra hele Sønderjylland for at spille sammen.
Orkesteret har før holdt til i Gråsten, men flyttede for mange år siden op på Høje Kolstrup Skole i Aabenraa.
Hvert år turnerer garden rundt på folkeskoler i det sønderjyske, og det var efter en koncert på Felsted Centralskole, at de tre piger fik øjnene op for det velspillende orkester.
Det har givet en masse gode oplevelser med i bagagen, bl.a. rejser til Amsterdam og København, og i år håber garden at kunne realisere en rejse til Paris.

Fællesskabet er drivkraften


Alison, Laura og Maria har indtil videre ikke gjort sig tanker omkring fremtiden, men nyder de timer, som de tilbringer i selskab med deres venner og musikken.
”Det er meget hyggeligt og for sjov”, siger Laura Hansen, og de andre giver hende ret. For dem handler det nemlig først og fremmest om at være en del af det gode fællesskab.
Garden kan bl.a. opleves på Kliple’ Mærken til sommer. 
Maria Rieder, Laura Hansen og Alison Langhede Johannsen Foto Jonna Rønn Olesen

Maria Rieder, Laura Hansen og Alison Langhede Johannsen
Foto Jonna Rønn Olesen

Maria Rieder, Laura Hansen og Alison Langhede Johannsen Foto Jonna Rønn Olesen

Maria Rieder, Laura Hansen og Alison Langhede Johannsen
Foto Jonna Rønn Olesen