
Den 44-årige kok Frank Brødsgaard Clausen stammer fra Rødekro kanten og har slået sig ned som restauratør i Faaborg blandt andet med sønderjyske spiser på menuen.
Kok fra Ballebro bag Norddisk i Faaborg
44-årige Frank Brødsgaard Clausen driver restauranten Norddisk i Mellemgade i Faaborg.
Det velbesøgte fynske spisested er baseret på sønderjysk historie og traditioner. Restauratøren stammer fra oplandet omkring Rødekro og har stået i lære på Ballebro Færgekro. Det, mener han selv, er en god ballast for at drive fiske- og egnsretsrestaurant på Vestfyn. Norddisk betyder ud over nord tallerken eller disk på færøsk og lægger op til noget nordisk på tallerkenen – altså i høj grad fisk.
“Jeg går op i jord til bord princippet – at ingredienserne er dyrket her i mulden og ikke er fabriksfremstillet. Der skal være autensitet og nærvær i restaranten,” siger Frank Brødsgaard Clausen, der har makkeren Casper Bauenbæk som tjener og går op i den personlige note i maden.
“Jeg er vokset op på en gård med grise, køer og får. Da jeg skulle finde en uddannelsesretning, greb kokkefaget mig. Det skyldes også, at jeg kom i lære hos køkkenchef Anders Blaudzun og med Tina og Peter Philipp som forpagtere af Ballebro Færgekro. De formidlede konceptet med klassisk mad og fine dining. Der skal være kvalitet og specialiteter på menuen, men det skal også kunne lade sig gøre at få en stegt rødspætte med nye kartofler,” siger kokken, der holder sig til det koncept.
På Fyn kender han kunderne godt og klarer sig fint som selvstændig, selv om det kan være svært at rekruttere personale. På Norddisk er det til at få kokken i tale. Han er nærværende i den daglige drift. Frank Brødsgaard Clausen flyttede til Fyn for en snes år siden for at være tættere på sin far, der var datatekniker i Sydbank og flyttede over Bæltet, da kærligheden trak ham til de kanter. Sønnen fulgte efter nogle år senere og stiftede familie på Fyn. Børnene er i dag syv, 12 og 17 år. Faderen døde for nogle år siden
Den fødte sønderjyde har arbejdet på mange velrennomerede spiseseder som Broholm Gods, Restaurant Fem i Svendborg og Under Lindetræet i Odense. Det sidste sted drev han sammen med en kompagnon, men stoppede da samarbejdet led skibbrud. Siden har han arbejdet på Færgegaarden, som er et kendt spise- og opholdssted i Faaborg, inden han for to år siden igen gjorde sig selvstændig med Norddisk. Her har han blandt andet en ret, der hedder Sønderjyden på mørkt rugbrød. Som kok og køkkenchef er han ikke bange for at kaste sig over nye ting
“Her er nærværet vigtigere end stjerner. Min sønderjyske baggrund har gjort, historien og sammenhæng i tingene betyder utrolig meget for mig. Tingene skal hænge sammen både på menukortet og i selve livet. Gæsterne kan godt lide konceptet med at vide, hvor maden kommer fra, og hvem der har lavet den. De hungrer efter det,” siger sønderjyden, der har ført sønderjysk madkultur til Fyns Land. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 21. maj 2026
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
