Udvidelsesplanerne for Stryhns får en ordentlig en på hatten af beboerne i nabolaget.

Naboer betænkelige ved Stryhns byggeri

Stryhns betragtelige udvidelse af bygningerne til Gråsten Salaters stigende produktion på Teglværksvej har været i høring indtil starten af maj.

Der er kommet seks høringssvar, hvoraf hovedparten ikke ser ud til at volde problemer for det planlagte byggeri. Langt mere alvorligt er kritikken i høringssvar fra naboer på Teglkrogen og Teglværksvej. De er betænkelige ved stigningen i antallet af lastbiler og personbiler, som ifølge lokalplanen stiger fra 70 biler og 18 lastbiler om dagen til 178 biler og 49 lastbiler, fordi de ansatte skal til og fra fabrikken, og lastbilerne leverer og henter produkter. Stryhns udskød tidligere på året byggeriet til 2027 for at bearbejde planerne grundigt.

Stigende efterspørgsel på Stryhns mange produkter gør en udvidelse med en stor produktionsbygning nødvendig. Beboerne skriver, der i forvejen er meget lastbiltrafik i kvarteret, og at lastbilerne til dels parkerer på Teglkrogen også natten over. Beboerne mener, kommunen i sin lokalplan først og fremmest tager hensyn til Gråsten Salater og ikke til nabolaget. De kommer til at kigge over i en høj mørk bygning, så beplantning i to meters højde hjælper ikke meget, påpeger de.

“Vi kommer til at se ind i en stor kasse, som vi frygter vil sluge det sidste dagslys. Udsigten til himlen, trætoppe og sol forsvinder, og vi ser ind i en mørk facade. Med lokalplanens ændringer bliver området ændret fra let industri til svær/tung industri. Vi føler, at Sønderborg kommune med dette forslag til lokalplan glemmer beboerne/husejerne på Teglkrogen og Teglværksvej,” skriver de.

Parkeringshus

I lokalplanen står der, at formålet er at sikre områdets anvendelse til erhvervsformål og muliggøre en udvidelse af den eksisterende erhvervsbebyggelse under hensyntagen til omgivelserne blandt andet ved støjafskærmning. Udvidelsesplanerne falder i god tråd med Sønderborg kommunes bosætnings- og erhvervsstrategi, der går ud på at få folk til at flytte til kommunen og skabe arbejdspladser til dem. Derfor er der stor politisk velvilje over for Stryhs og Gråsten Salaters fortsatte satsning på Gråsten.

Der er blandt andet planlagt et parkeringshus på Stryhns grund. Beboerne foreslår en anden parkeringsplads ved skoven for at få trafikken væk fra villakvarteret. De tvivler på, at de bliver hørt.

“Kan vi have tillid til, det bliver som det er tegnet og fortalt fra både Stryhns ledelse og Sønderborg kommune. Det føler vi ikke, vi kan. Vi har fortsat mange bekymringer i forhold til udvidelsen og vores huse, som for mange af os skulle være vores pensionsopsparing. Nu kan vi kun se på, mens det smuldrer mellem fingrene på os. Nu tager I det sidste lille strå, den sidste lille rest fra os. Vi står tilbage med en følelse af, at vi ikke vægter noget i den nye lokalplan, og at vi med den nye lokalplan vil være stavnsbundet til vores ejendom,” påpeger beboerne, der skriver, der ikke tidligere er blevet gjort meget ved de gener som vedvarende summen, trafik og larm, der kommer fra fabrikken.

“Vi bearbejder høringssvarene og sender lokalplanen til behandling i udvalget for byudvikling og infrastruktur. Vi vil i den kommende tid gå tingene meget grundigt igennem og foreholde os til eventuelle ændringer. Det detaljerede lokalplanforslag bliver nok behandlet i udvalg og byråd efter sommerferien,” fortæller sagsbehandler Line Stephansen.

Der skal være støjabsorberende beklædning på facaderne, og tagene skal hovedsageligt være flade. Der har været erhverv og produktionsbygninger på grunden på Teglværksvej siden 60erne – dog langt fra i det omfang, Stryhns lægger op til i forbindelse med udvidelsesplanerne. En del af området planlægges omlagt fra landzone til byzone. Habitatsbeskyttelsen i området kan omfatte marsvin i Nybøl Nor og eventuelt flagermus i de bygninger, der ønskes nedrevet. Desuden skal hensynet til det omkringsliggene teglværkslandskab indgå i planlægningen ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 27. maj 2026

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.