Den 4. november 2020 aflivede statsminister Mette Frederiksen (S) minkbranchen, da hun beordrede hele den danske bestand slået ned som følge af Corona. Billeder af millioner af døde dyr i bunker gik over det ganske land.

Nogle blev gravet ned og gravet op igen, fordi der var risiko for, de ville forurene grundvandet.

I dag sidder minkavlerne tilbage med tomme bygninger og for manges vedkommende følelsen af mental tomhed.

Det kan tidligere minkavler Jens Wistoft, Muls­mark ved Holbøl tale med om.

Efterspillet er endt i en papirmølle. Enkelte minkavlere er kommet videre i nye erhverv, men det har ikke været let.

“Efterfølgende blev der sørget for, vi fik erstatning for de dyr, der blev aflivet. Vi fik udbetalt 20-25 procent af den samlede tabssum. I dag har vi skønsmæssigt fået halvdelen af erstatningsbeløbet fordelt over to gange. Ud­reg­nin­gen er kompleks og bliver ikke lettere af opdelingen i erstatningsbeløb. Det er en kombination af dækning for det, vi smed væk, skønnet driftstab og en lille gulerod i form af en belønning for hastighedsoverholdelse i aflivningen af dyrene,” fortæller den tidligere minkavler, der i dag koncentrer sig om indsatsen som politiker for Venstre i byrådet i Aabenraa Kommune og Regions­rådet i Syddanmark.

Erstatning

Han kunne godt tænke sig noget mere fagligt at rive i, men har for længst gjort op med sig selv, han aldrig bliver minkavler igen.

“Jeg vil ikke bruge mit liv på at være udskældt husdyrproducent i Danmark,” konkluderer Jens Wistoft, der samlet har fået omkring ti millioner kroner i erstatning, hvilket er halvdelen af den forventede erstatningssum.

Han overvejer at bruge bygninger til oplagring for eksempelvis speditions­branchen, men da spørgsmålet om ekspropriation for ham som for mange andre ikke er afgjort endnu, kan han ikke komme videre erhvervsmæssigt. For­løbet er i høj grad styret af et rigidt embedsværk.

“Der er store knaster, hvad ekspropriationen angår. Et element er, eks­pro­pria­tionsssagerne er til høring i Skat, der vil beskatte dele af ekspropriationssummen. Det er naturligt, der opstår spørgsmål, når så mange mennesker kigger ind i sagerne. Der er mange aktører. Ud­gifter til rådgivning kan sagtens løbe op i 150.00-200.000 kroner og fordele sig på sagsakter på 600-800 sider,” fortæller Jens Wistoft, der producerede 22.000 skind om året i sit minklivsværk.

“Noget andet er, det er svært at komme videre for tidligere minkavlere, fordi der stilles strenge krav til bygninger om, de skal bruges til det, de er opført til, så det næsten er nødvendigt at bygge nyt fra bunden af, ligesom der stilles høje krav til isolering og brandsikring,” fortæller Jens Wistoft, der som formand for den lokale pelsdyr­avlerforening har meget at gøre med sine tidligere kolleger, der har brug for råd og støtte som aldrig før.

“Som avlere modtager vi fortsat udstrakt rådgivning via vores andelsselskab Kopenhagen Fur. Deres dygtige medarbejdere håndterer Eks­pro­priations­forhandlingerne med Statens institutioner. Vi har som aldrig før glæde af vores stærke sammenhold via Lokal- og Landsforeningerne,” fortæller Jens Wistoft. ■

Jens Wistoft er ved at finde ud af, hvad han skal rent fagligt efter at have afviklet sin minkfarm på dekret fra Frederiksen regeringen, for han er overbevist om, han bliver aldrig husdyravler i Danmark igen.