Jens Skov Christiansen fylder 100 år på Dalsmark Plejehjem i Rinkenæs

Jens Skov Christiansen på Dalsmark Plejehjem i Rinkenæs fylder 100 år den 5. august.

Arbejdsom landmand fylder 100 år

Når kalenderen viser onsdag den 5. august, kan Jens Skov Christiansen på Dalsmark Plejehjem i Rinkenæs fejre sin 100-års fødselsdag.

Bag den imponerende runde fødselsdag gemmer sig et langt liv præget af flid, arbejdsomhed og en stor kærlighed til landbruget. Jens Skov Christiansen er født og opvokset i Vendsyssel, hvor interessen for landbruget blev vakt allerede i de unge år. Han blev uddannet og arbejdede som fodermester, men eventyrlysten førte ham væk fra hjemegnen. Turen gik til Nordals, hvor han fik arbejde på en gård ved Holm. Det blev et afgørende valg. På Nordals mødte han Grethe fra Vibøge på Sydals, som skulle blive hans livsledsager. Parret blev viet i Lysabild Kirke og delte mere end 70 års ægteskab, inden Grethe gik bort i 2025. De første år som ægtefolk boede de i Skovby. Jens arbejdede både på en gård og senere på Danfoss, mens Grethe havde arbejde på den lokale telefoncentral. Samtidig drømte de om deres eget landbrug. Drømmen blev til virkelighed, da de fandt og købte et husmandssted i Tørsbøl Vestermark. Her lagde de et stort arbejde i at udvikle ejendommen. Med flid og dygtighed udvidede de først med naboejendommen og siden endnu en gård. Gennem årene voksede bedriften, og Jens blev en anerkendt landmand på egnen. Familien voksede også. Jens og Grethe fik sønnen Lejf, der i dag bor i Horsbyg ved Rødekro, og datteren Sonja, som bor i Stubbæk. Familien tæller desuden fem børnebørn og otte oldebørn. I 1985 solgte ægteparret gårdene og flyttede til et hus på Bækbjerg i Rinkenæs, hvor de nød mange gode år sammen. I dag bor Jens Skov Christiansen på Dalsmark Plejehjem. Her nyder han livet, haven og fællesskabet med de øvrige beboere. Han holder sig fortsat aktiv med daglige gåture gennem byen, hvor han ofte falder i snak med dem, han møder på sin vej.

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.