
Frede Struck fra Mølmark ved Broager rundede 90 år og er stadig aktiv i Ringriderforeningen i Broager. Foto: Søren Gülck
Ringridderprofilen Frede Struck har rundet de 90 år
Tirsdag den 21. juli kunne Frede Struck, Mølmark 5, Broager, fejre sin 90-års fødselsdag.
Den runde dag blev markeret med en festlig sammenkomst på Værftet i Rendbjerg, hvor familie, venner og gode bekendte var mødt op for at hylde fødselaren. Frede Struck er et velkendt navn i ringriderkredse. I omkring 60 år deltog han aktivt i de fleste ringridninger i det sydog sønderjyske, og hans imponerende samling af pokaler og medaljer vidner om en lang og succesrig karriere i sadlen. Først i 2021 – under coronapandemien – steg han af hesten for sidste gang. Selv om han nu er fyldt 90 år, er han stadig en aktiv del af Ringriderforeningen i Broager. “Jeg passer medaljeregnskabet, og så nyder jeg at være med på sidelinjen, når der er ringriderfest. Det er stadig en stor del af mit liv”, fortæller han. Frede er født og opvokset i Mølmark og bor i dag i aftægtshuset ved sit fødehjem. Landbruget har været hans levevej gennem hele livet, efter at han overtog forældrenes gård og drev den videre gennem mange år. Hestene har haft en helt særlig plads i hans hjerte. “Jeg har haft omkring 20 heste gennem livet. De har været min store kærlighed”, siger han med et smil. Selv om han aldrig blev gift, ser han tilbage på et godt liv. “Jo, jeg har da haft kvindelige bekendtskaber, men børn blev det aldrig til. Jeg har levet hele livet som ungkarl”, fortæller han. Første skoledag i usædvanlig tilstand Frede husker især én oplevelse fra barndommen med et glimt i øjet. “Jeg glemmer aldrig min første skoledag. Dagen før havde mine forældre været til bryllup, og vi børn fik lov at smage punch. Det smagte jo som saftevand, syntes vi, men vi blev godt berusede. Så da jeg mødte i skole om fredagen, var jeg stadig fuld. Det var helt uhørt, men i skole skulle jeg”, fortæller han grinende. Han var den ældste i en søskendeflok på fire. I dag er det kun ham og broderen Hans, der er tilbage. Frede mindes en tryg og lykkelig barndom, selv om den var præget af besættelsestiden. “Krigen var selvfølgelig alvorlig, men som dreng syntes man også, at meget var spændende. Der kom masser af tyske soldater med hestevogne gennem området. Nogle skulle egentlig til Roager ved Ribe, men endte i Broager, fordi de ikke kunne finde vej. Det gav liv i byen”, fortæller han. Livgarden blev den længste rejse Selv om Frede Struck ikke har rejst meget, har én oplevelse gjort særligt indtryk. “Det længste, jeg er kommet hjemmefra, var, da jeg aftjente min værnepligt ved Den Kongelige Livgarde. Jeg stod vagt med gevær på Amalienborg. Det var en oplevelse, jeg aldrig glemmer”, fortæller den 90årige.
Se alle billederne
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.


