
Badminton formand har fået en god start
Tidligere på året tiltrådte 55-årige Poul Henning Midtgaard som formand for Gråsten Badmintonklub, da Carsten Clausen Kock gik af efter 14 år på posten.
“Mine børn spiller badminton, og jeg har selv spillet i klubben, så da der manglede en formand, trådte jeg til,” fortæller Poul Henning Midtgaard, der har 103 navne i medlemskartoteket.
Selv er han en ivrig squash spiller og engageret i lidt af hvertinklusive badminton.
“Vi har unge spillere i alderen 9-19 år, som vi gør meget for at holde på. Vi har torsdagsholdet, hvor folk, der har tid, kan møde ind og spille på banerne i boblehallen klokken 20-22, så der er noget for alle aldersgrupper,” siger formanden, der forsøger at gøre klubben attraktiv over for en ungdomsgeneration med mange tilbud og hang til mobiltelefoner.
En overgang kom han til kort, da sønnen Jeppe kom hjem fra idrætsefterskole og ikke længere ville spille badminton, fordi han startede på handelsskole. Faderen har ikke givet op endnu.Han er overbevist om, at badminton vil have tiltrækning på ung som gammel også i fremtiden.
“Vi har gode fysiske rammer med optimale faciliteter. Gråsten Badmintonklub ser sig selv som en breddeklub for børn, unge og familier. Vi har en opstartsdag i starten af sæsonen med træningsaktiviteter og natminton, hvor man er iført hvidt tøj med ultraviolet tryk, og så danser vi en selvlysende dans i mørke i hallen. De små spillere kan godt lide at blive malet med ultraviolet farve af de større. Det har vi meget sjov med,” fortæller Poul Henning Midtgaard.
Badmintonklubben er hvert år vært for den store Gråsten Cup, der trækker hundrevis af unge spillere fra hele landet i vinterferien og spilles i hallerne i Gråsten og Broager.
En gang om året tager Gråsten Badmintonklub på weekendudflugt til Vojens Efterskole, ligesom det er fast tradtion at deltage i et stævne i Tønder første weekend i januar. Her har gråstenerne deres egen camp og tager i svømmehallen sammen udover at spille badminton.
“Vi gør meget for at have sociale tiltag for de 15-19 årige og arbejder sammen med andre klubber om at stille hold. Vi har træning sammen med Badmintonklubben Blans Sundeved, hvor vi byder på fredagstræning med trænerkapaciteter, der kommer fra Esbjerg for at træne de unge. Vi gør noget for alle aldersgrupper og har selvfølglig også julebadminton og deltager seks gange om året i holdtuneringer. For os er det fællesskabet, der tæller,” fortæller Poul Henning Midtgaard, der har fire børn, som er aktive uden nødvendigvis at spille badminton. ■

Der bliver slået til fjerboldene i Gråsten Badmintonklub, hvor alle kan være med. Pokalhøsten er stor både i klubben og til fordeling ved den årlige Gråsten Cup i uge 7.
Se alle billederne
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 14. september 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.


