40 år på tværs af grænsen

Grænseløbet handler fortsat om motion, fællesskab og glæden ved at mødes på tværs af den dansk-tyske grænse.

40 år på tværs af grænsen

Lørdag den 19. september bliver en særlig dag i Kruså, når Grænseløbet afvikles for 40. gang.

Det traditionsrige motionsløb er Danmarks eneste, hvor deltagerne på de to lange distancer krydser den dansk-tyske grænse.

Historien begyndte med en idé i efteråret 1984, og lørdag den 21. september 1985 blev det første Grænseløb skudt i gang med 336 deltagere.

Dengang foregik tidtagningen med manuelle stopure, og resultaterne blev efterfølgende skrevet på skrivemaskine.

I dag er teknikken en helt anden. Tilmeldingen foregår online, og løberne får registreret deres tider elektronisk via en chip i startnummeret. Resultaterne kan følges online på selve løbsdagen.

Fra 336 til 1.675 løbere

Gennem fire årtier har Grænseløbet udviklet sig fra et lokalt motionsløb til et stort grænseoverskridende arrangement med deltagere fra både Danmark og Nordtyskland.

Rekorden blev sat i 2012, da hele 1.675 løbere stillede til start.

Sidste år var der 734 tilmeldte, og til jubilæumsløbet håber arrangørerne at nå omkring 800 deltagere.

“Vi har 40-50 frivillige, som hjælper til på løbsdagen”, fortæller formanden for løbskomiteen, Jerker Bruun.

Han er selv en erfaren løber og har gennemført ikke færre end 139 halvmaratonløb. Når Grænseløbet afvikles, bliver der dog ikke tid til selv at trække løbeskoene på.

“På løbsdagen har vi i komiteen rigeligt at se til med at få det hele til at fungere for deltagerne”, siger Jerker Bruun.

Tre distancer

Start og mål er ved Grænsehallerne i Kruså, og deltagerne kan vælge mellem tre distancer.

Den korte rute på fem kilometer henvender sig blandt andet til motionister og familier, mens 11 kilometer-ruten fører løberne gennem det smukke grænseland.

For tre år siden blev programmet udvidet med en halvmaraton på 21,1 kilometer.

I år lyder startskuddet til halvmaraton allerede klokken 12.00. Klokken 13.00 følger 11 kilometer-løbet, mens deltagerne på fem kilometer sendes af sted klokken 13.10.

Selv om meget har forandret sig siden 1985 – fra stopure og skrivemaskiner til chips og online-resultater – er grundideen den samme. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 14. september 2026

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.