Omkring 200 mennesker mødte op for at høre om fusionen mellem Broager Fjernvarme og Sønderborg Fjernvarme.

200 til orienteringsmøde om fusion

De to bestyrelser bag Sønderborg Fjernvarme og Broager Fjernvarme havde forleden inviteret til et orienteringsmøde i forbindelse med bestyrelsernes forslag om en kommende sammenlægning af de to fjernvarmeselskaber. 

Der mødte 200 personer op i Broager Hallen.

“Det er vigtigt for begge bestyrelser, at andelshaverne er godt informeret om baggrunden for vores ønske om en sammenlægning. Derfor er vi også meget glade for, at så mange mennesker valgte at bruge deres tirsdag aften sammen med os”, siger Peer Monger, der er bestyrelsesformand for Broager Fjernvarmeselskab a.m.b.a. 

Orienteringsmødet var tænkt til at give deltagerne mulighed for at blive endnu klogere på sammenlægningsplanerne og samtidig give rum til spørgsmål fra de fremmødte til den styregruppe, der står bag arbejdet om en eventuel sammenlægning. 

Spørgelysten

Spørgelysten var stor blandt tilhørernedelshaverne. Derfor er opfordringen også fra begge bestyrelser, at så mange som muligt deltager i de to ekstraordinære generalforsamlinger i henholdsvis Sønderborg og Broager. 

Sammenlægnings­planerne beror på mange forskellige fordele, hvor de to overskyggende grunde handler om harmoniseringen af varmepriserne og øget robusthed samt stabilitet til gavn for alle andelshaverne i begge selskaber. 

Det vil primært være Broagers andelshavere, der vil opleve at priserne vil falde i forbindelse med en eventuel sammenlægning. 

Med afsæt i et standarthus på 130 m2 betyder det en besparelse på ca. 1.500 kr. pr. år for andelshaverne i Broager, i forhold til hvis man fortsætter som selvstændigt selskab. 

Derudover vil sammenlægningen også være med til at sikre en større robusthed hos de to selskaber. 

De mange forskellige brændselstyper selskaberne har tilsammen, gør dem godt rustet overfor udefra kommende forandringer og dermed ikke så sårbare overfor eventuelle prisstigninger af forskellige brændselstyper.

“En eventuel sammenlægning betyder, at vi går sammen om at levere varme til stabile og konkurrencedygtige priser til alle vores andelshavere. Og selvom, der ikke er en rørledning mellem Broager og Sønderborg endnu, vil priserne blive harmoniseret, så der er samme pris i Broager og Sønderborg, og varmeværket i Broager vil fortsætte som hidtil, uagtet om der med tiden bliver etableret en rørledning mellem Broager og Sønderborg, konstaterer Peer Monger. 

Der er ekstraordinær generalforsamling torsdag den 10. oktober i Broager Hallen for Broager Fjernvarmes andelshavere.  ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 7. oktober 2024

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.