
Gråsten Maskinudlejning er i sin absolutte højsæson med udlejning af motorbører, trailere, blandingsmaskiner, gravemaskiner og værktøj, så gør det selv folket kan få skik på hus og have her til foråret.
Udlejning af maskiner til gør det selv folket
Gråsten Maskinudlejning har travlt for tiden.
Gråsten virksomheden lejer maskiner ud til private og erhverv, hvor lejerne selv betjener maskinerne og leverer dem tilbage efter endt dåd. Det kan være gravemaskiner til haver og huse, minilæssere, trailer, betonblandere, bygningsmateriel, måleinstrumenter, havemateriel og el-værktøj.
“Vi fandt på at supplere vort karosseriværksted med udlejningsmaskiner for at fylde mekanikerens tid ud, så han kunne køre ud med maskiner, når der ikke var noget at lave i værkstedet. Det er en god kombination,” fortæller indehaver Carsten Ottosen, der sammen med Per Petersen er kendt for at kunne levere maskiner til lidt af hvert.
De to indehavere og to ansatte leverer maskiner i en omkreds af 15-20 minutters kørsel fra Gråsten-kanten.
Der er dagsrabatter, og man betaler for den tid, man bruger maskinerne.
“Vi har nok 20-25 maskiner. Skal folk grave jord ud til en trampolin kan det være en fordel at leje gravemskine, motorbør og trailer på en gang, så man hurtigt og enkelt kan læsse jorden af på genbrugspladsen. Sådan noget er vi behjælpelige med at finde ud af,” fortæller Carsten Ottosen med henvisning til, Gråsten Maskinudlejning har åbent hele foråret og sommeren.
Susende travlt
Carsten Ottosen er 43 år og Per Petersen 50 år.
De startede som leverandører af brandmateriel og førerhuse til lastbiler i Gråsten Karosseri Værksted og har nu udvidet med Gråsten Maskinudlejning i noget, der ligner en perfekt kombination. De slog pjalterne sammen, fordi de havde gode ekspertiser at trække på som mekanikere og så mulighederne i at gå nye veje.
“Vores maskinpark bliver løbende justeret. Vi ser, hvad folk har brug for. Mange er begyndt at grave ud til dræn og rør som følge af al den vand, vi har fået. Det giver forespørgsler på maskiner til vandsikring. Det kan være, nogen finder ud af, det koster 1000 kroner per løbende meter at få nogen til at grave ud, og så kan man leje en maskine for 800 kroner om dagen og gøre det selv,” fortæller maskinudlejeren, der hele tiden ser nye perspektiver.
Lige nu er der susende travlt med havearbejde, terrasselægning, udbedringer og forårsarbejde, som folk skal bruge maskiner til. Flere får mod på at gøre det selv og med lidt hjælp fra fagfolkene i Gråsten, går det i det store hele som en leg. ■

Det, der startede som karosseriværksted og leverandører af brandbiler og førerhuse er nu udvidet med en maskinpark, som kan lejes af private og erhverv med behov for at få gjort noget ved bygninger og udenoms arealer for ikke at tale om at vandsikre matriklerne under den hyppigere vandgang.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 23. april 2024
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

