
Kværs Kro går en uvis fremtid i møde, da der ikke er nogen, der har budt på konkursboet, så det kendte madsted kommer på tvangsauktion, alt imens Johannes Andresen forsøger at drive det videre.
Kværs Kro går på tvangsauktion
Da Kværs Kro er gået konkurs, og der ikke har været seriøse købere, der bød på konkursboet i form af kro og selskabslokaler med op til 100 pladser og tilhørende bygninger, går kroen nu på tvangsauktion. Den finder sted 6. juni.
“Det gør den, fordi der ikke er fundet en løsning med kreditorerne. Det er den eneste mulighed, der er, da der ikke kan opnåes enighed om, jeg overtager Kværs Kro på de konditioner, jeg havde forestillet mig og lagt op til,” siger medindehaver Johannes Andresen.
Den anden partshaver Ingemar Gustafsson ser ingen vej uden om tvangsauktionen.
“Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Kværs Kro går på tvangsauktion. Kreditforening og panthavere kræver deres penge. Det er som om, nogen afventer, hvad der sker og venter på at få det rigtige bud. Hvis Kværs Kro står i 2,2 millioner kroner, kan man gå ud fra, der skal stikkes en halv til en hel million kroner i vedligehold derudover. Vi lever i en en meget udsat branche. Der lukker utroligt meget rundt omkring,” konkluderer Ingemar Gustafsson, der sammen med sin hustru Lilian genovertog Frøslev Kro, da nye forpagtere gik konkurs.
Ingemar Gustafsson tror på, Kværs Kro kan drives videre som en rentabel forretning, men det kræver en indsats som den, han og hustruen nu har lagt på Frøslev Kro, der nu har overskud.
“Coronaen var hård ved branchen. Folk gjorde noget andet end at holde selskaber og tog for eksempel familien med til udlandet. Skatteministeren fik hug for ikke at drive tilgodehavende told og skat hårdt nok ind og skiftede kurs. Det lukkede Kværs Kro, da den fra den ene dag til den anden skulle finde 420.000 kroner. Mange madsteder og catering er overtaget af Bilka og Brugsen, der har overtaget bageriet, slagteriet og mad ud af huset, fordi de har stordriftsfordele og har råvarerne lige ved hånden. En del mad ud af huset ordninger er erstattet af alle de pizzabiler, vi ser i dag,” siger Ingemar Gustafsson.
Prisen er 2,2 mio. kr
Johannes Andresen driver Kværs Kro videre i begrænset omfang med selskaber og privat udlejning, indtil der er fundet en løsning. Hvad fremtiden bringer, står hen i det uvisse.
Kværs Kro blev sat til salg i november efter at være erklæret konkurs i juni 2023. Der har dog i løbet af det sidste halve års tid ikke meldt sig nogen køber og end ikke været en fremvisning, omend tidligere ejere mener, der er grundlag for at drive en seriøs kroforretning i Kværs. Prisen er 2,2 millioner kroner, men ingen har bidt på krogen og vist interesse for at overtage.
Kværs Kro stammer fra 1600-tallet , men tager sig grundet en brand og senere istandsættelser ikke ud som ved opførelsen for 400 år siden. Det er en kendt spise- og festadresse samt overnatningssted, så med tabet af kroen, vil der i givet fald opstå et tomrum i Kværs.
Adskillige kroer og hoteller står til salg og mangler liv og indhold i det sønderjyske i øjeblikket. Klimakrise, Corona, inflation og energiprisernes himmelflugt har sammen med udfordringer med at finde egnet personale og stigende priser på snart sagt alt gjort det svært at drive hoteller og kroer. Mange af dem er en fast forankret del af lokalsamfundet.
“Det bliver sværere og sværere at drive Kværs Kro videre med de udeståender, der er i foretagendet og med en udsigt til tvangsauktion. Jeg er af den overbevisning, kroen godt kan drives videre med selskaber og mad ud af huset, men jo længere der går, uden forholdene bliver afklaret, jo vanskeligere bliver det. Særlig organiseret har det ikke været. Lige nu forekommer det helt håbløst,” siger Johannes Andresen.
Kurator og bobestyrer for Kværs Kro er Compass Advokatfirma ved advokat Jens Jepsen. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 23. april 2024
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
