
Gråsten Sejlklub holder lørdag åbent hus og sommerfest for at lokke flere potentielle søulke ind i hyttefadet.
Søulke og sejlere sætter hinanden stævne
Gråsten Sejlklub inviterer lørdag 15. juni klokken 14-17 til sommerfest og åbent hus arrangement for at lægge livet på vandet så mange som muligt nær. Søulke og sejlere sætter hinanden stævne på en forhåbentlig vejrmæssigt sejlervenlig sommerdag.
“Folk kan komme med på en sejltur i båd og jolle. Der er mulighed for at stå på paddleboard. I.P. Nielsen Fonden har netop sponsoreret et paddleboard til otte personer, som gæster og medlemmer kan forsøge sig på. Det kræver stor balance og samarbejde, hvilket også er en forudsætning for at sejle i eksempelvis optimistjolle,” fortæller formand Jan Petersen.
Dagen byder på vandlege som at blive trukket bag en båd på en oppustelig banan. Man kan komme ud i en båd og lære at kæntre, for det er bedst at gøre, mens det er sjovt, og ikke når det er alvor. Gråsten Sejlklub har sin egen Sejl Sikkert instruktør. Sejlerne har altid redningsveste på, når de er på vandet.
Der er mulighed for at se havnen og klubhuset. Man skal være medlem for at få en af de 90 liggepladser, hvor 70 er lejet ud til foreningsmedlemmer, mens resten p.t. er jollepladser. Gråsten Sejlklub har 200 medlemmer, hvoraf mange er unge sejlere. Dygtige juniorsejlere har netop deltaget i kapsejlads i den danske sejlklub FYC i Flensborg og klaret sig godt.
Der er mulighed for at stå til søs for ung som gammel, kapsejlere som hobbysejlere i Gråsten Sejlklub, der blev stiftet i 1929 og således kan fejre 95 års jubilæum i å ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 12. juni 2024
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.