
67-årige Lars Thiesgaard er ”manden med de 1000 stemmer”. Foto Helle Hockerup
Manden med de 1000 stemmer begejstrede i Holbøl
70 deltagere fik en fornøjelig rejse gennem tegnefilmens verden, da Seniorhoptimisterne under Holbøl Sogns Lokalråd havde inviteret til foredrag med Lars Thiesgaard, bedre kendt som “manden med de 1000 stemmer”.
Den 67-årige stemmeskuespiller er en mand, som de fleste danskere har hørt, men måske aldrig set. Gennem mere end 40 år har han lagt stemme til nogle af tegnefilmens mest elskede figurer.
Med imponerende lethed kan han skifte mellem Pumba fra Løvernes Konge til Sorteper, Joachim von And, Barney Flintstone, Fedtmule, Scooby-Doo og Grisling fra Peter Plys.
Opvokset i Gråsten
Lars Thiesgaard er født og opvokset i Gråsten, hvor hans far drev Gråsten Boghandel.
Allerede som 12-årig fik han smag for skuespillet, da han medvirkede i en skolekomedie. Senere spillede han på Det Lille Teater, inden han i 1980 blev optaget på Skuespillerskolen ved Odense Teater, hvorfra han blev uddannet i 1983.
I slutningen af 1980’erne begyndte han at arbejde med dansk dubbing af udenlandske tegnefilm. Det kræver ikke blot den rette stemme, men også evnen til at tilpasse replikkerne til figurernes mundbevægelser og følelser.
“Vi kopierer ikke – vi genskaber på dansk og finder den danske sjæl”, forklarede Lars Thiesgaard.
Gennem årene har han desuden arbejdet som dialoginstruktør og caster, blandt andet hos Sun Studio, hvor han har været med til at præge de danske versioner af en lang række Disney-klassikere.
Et arbejdsliv med humor
På Holbøl Landbohjem fortalte Lars Thiesgaard levende om sit usædvanlige arbejdsliv og krydrede foredraget med morsomme anekdoter fra lydstudierne.
“Jeg har haft det sjovt – og fået løn for det”, konstaterede han med et smil. ■

70 deltagere havde en fornøjelig eftermiddag på Holbøl Landbohjem. Foto Helle Hockerup
Se alle billederne
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 2. november 2026
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

