Markeringen af Egernsundbroens 50 års jubilæum blev en folkefest. Foto Jimmy Christensen

Prinsesse Benedikte kastede glans over brofest

Formanden for Egernsund Borgerforening, Tove Hagenau, havde inviteret til afsløring af en jubilæumsplade, som markerer broens 50-årige beståen.

Det var blæsende og overskyet, da HKH Prinsesse Benedikte trådte ud af Krone 415 midt på Egernsundbroen lørdag eftermiddag. Men Prinsessens smil og de mange Dannebrog publikum havde taget med, overstrålede gråvejret. Alt imens Broager Brandværnsorkester sørgede for den gode stemning på broen.

Queen Mary af Egernsund

Anne Ganderup havde i dagens anledning taget turen hjem til sin fødeby Egernsund for, præcis som for 50 år siden, igen at overrække blomsterne til Prinsessen.

Både borgmester Erik Lauritzen og formanden for kulturudvalget Stephan Kleinschmidt bidrog med deres taler til dagens program, inden Prinsesse Benedikte trådte på talerstolen.

”Det føles som om broen altid har været der,” sagde Prinsesse Benedikte i sin tale, men hun kunne også tydeligt huske tiden med trækfærgen.

”Jeg har både kørt over med bil, på cykel og jeg har været over til hest indtil flere gange,” sagde Prinsesse Benedikte og fortalte, at man i familien på Gråsten Slot havde givet den lille trækfærge øgenavnet ”Queen Mary”.

Præcis som Prinsesse Benedikte og Tove Hagenau trådte hen til den tildækkede jubilæumsplade, flyttede skyerne sig til side. Oplyst af solens stråler afslørede Prinsessen sammen med Tove Hagenau den flotte jubilæumsplade. Den skal nu pryde broen ved siden af pladen fra indvielsen i 1968.

Folkefest

Egernsunds foreninger havde budt borgere i området ind til jubilæumsfest på Havnepladsen og efter afsløringen blev Prinsesse Benedikte vist rundt blandt aktiviteterne. Især den historiske udstilling med malerier, billeder og artikler fra trækfærgens tid, broens opførelse og dens indvielse i 1968 tiltrak opmærksomhed fra både kongelige og almindelige gæster. Prinsesse Benedikte gav sig god tid til at møde nogle af de borgere, der også havde været med oppe på broen for 50 år siden. Ligesom nogle af de yngre gæster fik mulighed for at hilse på en ægte prinsesse.

Festen fortsatte efter det kongelige besøg med musikalsk underholdning, kolde fadøl, aktiviteter for børnene og en masse snak om dengang for 50 år siden.

Skt. Hans og bal under broen

Aftenens program bød på bal under broen med 500 gæster i den tidligere EME bygning. Efter fællesspisning, blev gæsterne budt udenfor. Både festgæster og publikum stående på Egernsundbroen kunne høre tidligere superliga-træner Poul Hansen fortælle om vigtigheden af fællesskabet, imens bålet brændte. Til et let regnvejr sang forsamlingen Egernsundvisen, inden gæsterne søgte tilflugt i EME bygningen til dans og fest resten af natten. ■

Tekst og fotos af

Lene Neumann Jepsen
Lene Neumann Jepsen Kommunikationskonsulent
Ring 31 17 05 27

Fotos af

Jimmy Christensen
Jimmy ChristensenFotograf
Ring 29 25 95 50