Med sine 82-år synes Olga Sørensen, det er på tide at takke af som instruktør for Morgenfruerne efter 25 år at have sørget for, kvinder i alderen 65-89 år holder sig  i rigtig god form.

Morgenfruernes instruktør gennem 25 år

Olga Sørensen kan fejre 25 års jubilæum som instruktør i Gråsten Idræts- og Gymnastikforening.

Olga er træner for holdet Morgenfruer, hvor hun holder de modne kvinder i form med gymnastik og øvelser. 

Holdet består af 35 damer i alderen 65 til 89 år, der gladeligt gennemgår stræk og bøj under Olgas kyndige ledelse, for alle er glade for, Olga holder dem godt i gang. Holdet træner hver mandag i Ahlmannshallen klokken 8.30 – 9.30.

Olga er 82 år og bor i Adsbøl med hendes mand Christian.

Glad for gymnastik

Hun har altid været glad for gymnastik. Da hendes tre piger var hjemmeboende, deltog de alle fire på forskellige gymnastikhold. Det var en stor begivenhed, når dagen for den årlige forårsopvisning oprandt, og medlemmerne af familien Sørensen skulle vise deres kunnen på gulvet.

Olga har deltaget i DGIs landsstævner i henholdsvis Haders­lev, Holbæk og på Bornholm. Det er en festlig begivenhed, når gymnaster fra hele landet sætter hinanden stævne til et overflødighedshorn af opvisninger og samvær.

Før Olga startede som instruktør i Gråsten Idræts- og Gymnastik­forening havde hun et hold damer til gymnastik på den lokale skole i Adsbøl.

Selvom Olga er 82 år, holder hun kroppen godt i gang. Foruden hendes morgenfrue-hold, går hun desuden til kegling og krolf. 

Når Olga mødes med krolf-holdet, har hun selvfølgelig et lille opvarmningsprogram, så deltagerne får varmet ordentligt op og rørt sig, inden de går i gang med at svinge køller og kugler.

For 10 år siden var Olga så uheldig at falde til en af hendes træningstimer og brækkede ulykkeligvis højre lårben. Efter en operation var Olga ”ude af drift” nogle måneder, men med masser af viljestyrke og god genoptræning kom hun hurtigt på benene igen og kunne genoptage træningen med morgenfruerne.

Olga har nu valgt at stoppe som instruktør. Hun synes, at der skal nye kræfter til. Hun har nydt at have alle de glade morgenfruer til gymnastik og et godt grin hver mandag. Olga har dog ingen planer om at slappe af og gå i stå. Hun påtænker at bakke op om nogle af de andre hold og de gode tilbud, der er i Gråsten. En morgenfrue på 82 år kan lave gymnastik og bevæge sig uden selv at skulle svinge taktstokken ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.