
Kunstudstillingen foregår i Den Røde Lade på Gråsten Landbrugsskole.
Kunstudstilling i Den røde Lade
Flensborg Fjords Kunst & Kultur Forening traditionsrige KiG-udstilling foregår atter i Den røde Lade ved Gråsten Landbrugsskole.
Kunstudstillingen har et rekordhøjt antal deltagere med 65 kunstnere, som kommer fra begge sider af grænsen.
Kunstnernes materialer og værker spænder vidt, fra akvarel, akrylmaling, oliemaling, gouache, blandet medie, pastelkridt, tegninger, træsnit, collage, foto, træskulptur, assemblage, installation, keramik, sæbesten og til filt.
Udstilling i Den røde Lade startede i 2016, altid under navnet KiG = Kunst i Gråsten. Udstillingen sættes op i samarbejde med Gråsten Landbrugsskole og foreningen “Kultur i Gråsten”. Kurator er Lars Tholander.
Fernisering
Udstillingen åbner med fernisering lørdag d. 13. maj kl. 15.00. Hovedtaler er Else Redzepovic Christensen, som i sin tid stod for arbejdet med ansøgningen til Kulturhovedstad. Derudover taler forstander Bjarne Ebbesen, Gråsten Landbrugsskole. Foreningen byder på forfriskninger og folkemusik. Udstillingen har åbent weekender og helligdage fra kl. 11-17 og slutter den 4. juni.
Som noget nyt er der nu aktiviteter på åbningsdagene. De starter kl. 13.00, og der er mange forskellige emner, alt styret af kunstnerne selv.
Blandt emnerne kan nævnes japansk dukketeater, at skære i sæbesten, træ- og stenskulptur, male workshop, performance, akvarel maleri, upcycling og filt workshop. Der er gratis adgang til det hele.
Derudover kan besøgende gå på opdagelse på Landbrugsskolen og se køer, grise, høns og købe æg og mælk i gårdbutikken. Kig ind og se – tag hele familien med.
“Vi håber, at rigtig mange har lyst til at komme ud i Laden og snakke med kunstnerne, deltage i aktiviteterne og se de udstillede værker”, siger FFKKs næstformand Karin Baum. ■
Fakta
Sted: Den røde Lade, Gråsten Landbrugsskole, Fiskbækvej 15, 6300 Gråsten
Åbningstider: fra d. 13.maj – 4. juni i weekender og helligdage kl. 11-17.
Entré: Gratis
Arrangører: FFKK, Gråsten Landbrugsskole og “Kultur i Gråsten”
Skrevet af
Hanne Næsborg-Andersen
Fotos af
Hanne Næsborg-Andersen
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.