
Kør-selv-tur til Nydambåden
For ca 1700 år siden blev en stor krigsbåd sænket i Nydam Mose på Sundeved efter et slag. Båden blev fundet igen i 1863 og står nu på Gottorp Slot i Slesvig.
En kopi af båden kan ses i Sottrupskov, fordi man i 2001 besluttede at danne Nydambådens Laug. Man arbejdede intenst med at rekonstruere båden, og denne blev søsat i 2013. Senere byggede man et bådehus til at opbevare den om vinteren.
Nu har man mulighed for lørdag d. 10. maj at høre hele historien om begivenhederne, da båden blev sænket i mosen, om udgravningerne og kampen mellem danskerne og tyskerne om at beholde båden, og arbejdet med rekonstruktionen.
Historisk Forening for Graasten By og Egn indbyder nemlig til en kør-selv-tur, med start d. 10. maj. kl. 13.00 fra parkeringspladsen bag Den gamle Kro i Gråsten. Her fordeler man sig i bilerne, og vi håber, at man kan hjælpe hinanden og tage dem med, der ikke selv har mulighed for at køre. Turen går via Nørremølle til Sottrupskovvej 27 A, hvor parkeringspladsen er. Vi samles i formidlingshuset, hører historien og drikker kaffe med kage til. Vi får også mulighed for at se bådehuset og båden. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 30. april 2025
Skrevet af
Hanne Næsborg-Andersen
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.