Kamilla og Jan Kolbeck overtog cykelforretning og værksted fra Torben Nielsen for to år siden og arbejder på at få vendt omsætningen til det bedre, for det har været en svær start, men de har prøvet det før.

Det har ikke været nogen dans på roser

Kamilla og Jan Kolbeck overtog cykelbutik og værksted med Cykelservice Gråsten for 2 år siden. 

Dermed sikrede de cykelshoppens overlevelse og liv i butiksruderne i Gråsten midte.

“Det har ikke været nogen dans på roser. For at sige det lige ud, har det været op ad bakke. Vi gjorde meget ud af at fortælle, indholdet er det samme, og at alt bliver videreført blot som Cykelservice Gråsten. Alligevel er det som om, det har været svært at forstå for kunderne. Selv telefonnummeret er det samme som altid,” fortæller indehaver Kamilla Kolbeck.

Hun sporer forårsstemning med slagtilbud på elcykler og et vågnende cykelfolk, der nu kommer med deres tohjulede og eldrevne køretøjer for at få dem gjort klar til sæsonen.

“Vi har prøvet det før, da vi startede op i Esbjerg. Selv om det ikke har været den nemmeste start, giver vi det en chance og håber, vi vender udviklingen til det bedre. Vi har været nødt til at fyre Torben her i vinter,” fortæller Kamilla Kolbeck, der har sendt den tidligere indehaver gennem 32 år hjem på en lang vinterferie med besked om at komme igen til foråret.

Torben Nielsen gjorde en stor indsats for at få stabile og seriøse folk til at overtage butik og værksted for to år siden og var glad, da det lykkedes. 

Bevare butikslivet

Gråsten kæmper med udviklingen med tomme butiksruder. De forretningsdrivende har taget hinanden i ed på at gøre en indsats for at bevare butikslivet i byen, der har mange trofaste lokale kunder. De kongelige fortsætter også med at holde ferie i byen efter tronskiftet sidste år.

Cykelservice Gråsten går foråret i møde med slagtilbud på alle slags cykler. Elcykler er fortsat et hit. Et nyt element i cykelverdenen er gravelcykler, der er en mellemting mellem en mountainbike og en racer. Den kan både bruges til cykling i skoven og bykørsel. Den er ikke så aggressiv i fremtoning og kørsel, men er let at have med at gøre og et hit ikke mindst blandt kvindelige cyklister. Jørgen Johannsen og Christoffer Staudt bestyrer cykelværkstedet.

“Det har været lidt anderledes at starte cykelbutik i Gråsten, end vi havde regnet med. Det er selvfølgelig ikke sjovt at køre med underskud hvert år. Vi giver det et år mere og ser, om ikke der er opbakning til Cykelservice Gråsten. Det bliver bedre nu,” siger Kamilla Kolbeck, der sammen med sin mand også driver cykelbutik i Esbjerg og Cykelservice Aabenraa. ■

blank

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 30. april 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.