
Rene Christensen har etableret sin virksomhed RC Brænde i Ullerup med leverancer til købere af brænde i form af nåletræ og løvtræ blandt andet tørt bøg, som han leverer i store og små partier, hvorfor prisen også svinger efter mængde og kvalitet.
RC Brænde i Ullerup udvider sin leveringsradius
34-årige Rene Christensen har udover at være ansat ved et landbrug i Løjt et bijob med sin egen brændselsvirksomhed i Ullerup, hvorfra han sælger nåltræ, bøg og blandet løv som brænde.
Det er en omsiggribende og krævende tjans, men han tager det, som det kommer og har involveret sin bror Sune i foretagendet. På det seneste har han leveret store brændselspartier til Ærø, der langt fra har tilstrækkelig skov til at dække brændselsbehovet.
“Jeg tager Færgen Ellen over med traktor og vogn og bliver rigtig godt modtaget på Ærø, hvor folk nærmest tager imod mig på havnen. De er begejstrede for at få brændsel og går ikke så meget op i prisen, som andre nogle gange hænger sig meget i,” siger Rene Christensen.
Mange har brændeovn og vil gerne fyre op med træbrændsel. Der har været en forventning om, brændet faldt i pris efter Corona og inflation, men det koster brændselsleverandøren at skaffe brændet. Han giver mængderabat på ti meter, men så meget aftager kun de færreste husejere. RC Brænde leverer over 1200 meter brænde om året – cirka en fjerdel til går til Ærø.
“Nogle tror, de kan bestille en trillebør fuld tør brændsel eller to fredag aften, når de opdager, brændeskuret er tomt, og det er koldt. Jeg rykker ikke ud med kort varsel for så lidt,” siger landmanden, der konkurrerer med pop up leverandører, der kortvarigt leverer brænde.
“Når der ikke er mere at hente der, ringer kunderne til mig og spørger, om jeg ikke kan levere igen,” fortæller Rene Christensen, der foretrækker faste kunder og helst vil holde prisen i ave.
Lokale skove
Han kæmper for at afbalancere hoved- og bijob og ville egentlig gerne hellige sig brændet noget mere, men for det første er han opereret i ryggen, og for det andet er markedet ustabilt. Han får brændet fra lokale skove og har store maskiner, der gør arbejdet for sig. Broderen ordner en stor del af det praktiske, mens Rene står for ordrer og administration. Han arbejder på at overtage en brændselsvirksomhed i nabolaget, men ved p.t. ikke, hvad det bliver til.
“Jeg sælger med sikkerhed til en konkurrencedygtig pris og er leveringsdygtig i brænde af god kvalitet. Lige nu hælder jeg til at fortsætte, som det er, selv om jeg gerne ville have mere at gøre med brændslet og lige har investeret stort i save- og kløveanlæg her i Ullerup. Jeg har arbejdet RC Brænde op fra bunden og har ikke haft forældre eller andre til at stikke hundred tusindvis af kroner i det, men det går,” siger en tilfreds brændselsleverandør, der til stadighed er på jagt efter gedigne brændselspartier til småfrysende og ikke altid forudseende aftagere. ■


Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 24. april 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
