Lise Kristensen runder et skarpt hjørne

Journalist af hjertet

Journalist Lise Kristensen, Rendbjerg, fylder fredag den 19. november 60 år.

Hun har berettet om løst og fast i Grænselandet gennem det meste af en menneskealder – med lidt god vilje. 

Det har hun gjort på Flensborg Avis’ Nibøl-redaktion og på centralredaktionen i Flensborg som den, der fulgte mindretallets forhold til omverden – både den danske og den tyske. Uoverensstemmelser i mindretallet, personportrætter og kritiske artikler om den sydslesvigske landboforening, der fandt, at Sydslesvigsk Vælgerforening var alt for venstreorienteret og grøn, var hendes faste stof. 

Var der trusler om nedskæringer på mindretallets gøremål og institutioner leverede hun også ofte linjer om, særlige sydslesvigske forhold ikke lader sig måle på vilkårene for lignende foretagender i Danmark.

Senere kom hun på JydskeVestkysten i Sønderborg i 14 år, hvor stofområderne var politik, retsstof og især teknik- og miljø og de grønne områder. 

Lise Kristensen er den journalist i Danmark, der har skrevet mest om oversvømmelserne i sommerhusområdet Skovmose på Sydals. 

Bogudgivelse

De grønne områder er en væsentlig del af indholdet i bogen Corona-Kaj og hybenheksen, som grænsejournalisten udgiver 21. januar. 

Bogen handler om en lokal bladsmører i det vestjyske Kaj Enevoldsen. Han sætter alt ind på at levere bræking Niuss, som han kalder det, til Sletten Avis. 

Det går også helt fint, hvis ikke forstyrrende elementer, som en plagsom selvhøjtidelig redaktør griber ind blandt andet ved at prakke Kaj en praktikant på. 

Sådan en har Kaj aldrig haft før, så han er overmåde skeptisk. En naturalist-kvinde med hang til hyben, tingeltangel og mærkelige ekstrater indfinder sig i det lille samfund. 

Kaj bliver selvfølgelig nødt til at skrive en artikel om nyskabelsen, og så må det vel være det, men nej. 

Hygge Hejsa, som han kalder det rødhårede fruentimmer, øver indflydelse på hans tilværelse i en grad, han ikke bryder sig om. 

Kvindelist kan som bekendt være svær at modstå, så hvad skal det ikke ende med. 

Lise Kristensen har arbejdet på varierende medier ned langs den jyske højderyg. Hun startede som sportsjournalist og blev i 1986 en af landets vel nok yngste kvindelige sportsredaktører, da hun påbegyndte sin professionelle karriere i Thisted. 

Det skal siges, det var et kvindejob med mulighed for lidt kollegial assistance i ny og næ, og det lagde beslag på alle weekender. 

Redaktøren fik senere et andet sportsjournalistjob ved i ansættelsessamtalen at slå fast, hun vidste alt om sport, for hun er af en meget sportsaktiv familie, men at hun var teoretikeren og de andre praktikerne. 

Stammer fra Skive

Familien i Skive tilbringer det meste af deres tid i håndboldhaller. Efter en tur omkring Aarhus Stiftstidende kom Lise Kristensen i 1990 til grænselandet. Hun har sat sig nøje ind i de historiske og personlige forhold, der gælder for befolkningen her og har lavet et hav af interviews med høj som lav. 

I en lang årrække fulgte hun de danske Femmandsudvalg – nu hedder det Sydslesvig-udvalget – når det var på besøg i forskellige sammenhænge i Grænselandet. 

Det gjaldt bevillinger og årsmøder, og det gik ikke altid stille af. 

Lise Kristensen er kendt som en kvinde med sine meningers mod. Man kommer ikke langt med forblommet tale og spindoktori, hvis hun har luret en god historie. 

Hun er anerkendt af kilderne som en fair og regelret journalist, der kræver svar på tiltale, men ikke hænger nogen ud for sensationens skyld. 

Af samme grund ser hun med skepsis på udviklingen, der går i retning af indholdsløse overskrifter, der dækker over artikler med tomme kalorier, og journalistiske medarbejdere, der i en ung alder først og fremmest er ude på at profilere sig selv. 

Hun indrømmer glad og gerne, hun er gået ind i journalistikken for at fortælle historien om spændende personligheder og ildsjæle og sætte samfunds kritisk lys på forsøg på bortforklaringer. 

Spin kan vi vel alle være enige om er skidt for samfundsudviklingen mener hun. 

Lise Kristensen er ikke mere træt af det journalistiske liv, end at hun har ladet sig indforskrive som journalist på Gråsten Avis – blandet andet i valgkampen. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Fotos af
Lars Salomonsen

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.