Formand for BUI Gymnastik, Else Marie Toft.

I fuldt firspring på vej ud af Coronaen

Broager Gymnastik under Broagerlands Ungdoms- og Idræts­forening ser frem til at kaste coronaens åg af sig.

“Der har været mange børn syge, men ellers er vi kommet rigtig godt igennem det. Vi har måttet aflyse en enkelt springgymnastik træning, fordi trænerne var i karantæne som nærkontakt til en smittet. Bortset fra det har vi ikke mærket så meget til COVID-19 som andre,” siger formand Else Marie Toft, der først og fremmest glæder sig til at få planlægningssikkerhed.

“For to år siden skulle vi have haft opvisning den 17. marts, da landet blev lukket ned den 13. marts. Vi var bare så klar til opvisning. Sidste år var der slet ingen opvisning, for da var landet lukket helt ned,” siger gymnastikformanden, der sætter en tyk streg under, at der er gymnastikopvisning i Broagerhallen søndag den 20. marts.

Mangler instruktører

Denne gang skulle ingen ubehagelige pressemøder komme i vejen for det årlige højdepunkt.

“Vi har et børnehavehold, tre springhold og et herrehold og et lille damegymnastikhold. Kvin­derne er ikke så aktive inden for gymnastik, som de har været. Vi havde en fantastik instruktør. Da hun stoppede, var det svært at holde gang i holdene. Vi har circle træning. Der er ikke så meget stræk bøj gymnastik længere. De dygtigste gymnaster tager samlet ind på det store mix hold i Dybbøl. 

Folk, der har lavet gymnastik i mange år og gerne vil blive ved med at være fysisk aktive, vil gerne stadig dyrke gymnastik. Det kører godt med gymnastik i Skelde. Der er mange, som kender hinanden og trækker hinanden med. Her i Broager får vi de større børn fra Skelde, når de selv kan gå op i hallen. Vi har også mange udefra for eksempel fra Förde-Schule i Alnor. De hører om os ved mund til mund metoden, og så tager de deres venner med. Det giver sproglige udfordringer, men det løser sig, for børnene er rigtig gode til at oversætte for hinanden, men vi har gymnaster, der slet ikke taler dansk,” fortæller Else Marie Toft, der ser stort på sprog og nationale tilhørsforhold, når bare udøverne samles om gymnastikken.

Hun ville ønske, der ville komme nogle gode instruktører til at trække flere hold ind i hallen. Fritids­aktivi­teter står og falder med dygtige og engagerede trækkræfter.

“Desværre er frivilligt arbejde gået lidt af mode. Folk er ikke blevet mere sociale med de sociale medier. Vi lægger vægt på at fortsætte de aktiviteter, vi har. Det ville dejligt for eksempel at få gang i mor barn gymnastik. Det ville der være deltagere til, hvis vi havde en instruktør. Gymnastik samler folk. Det giver gode oplevelser at være sammen om fysiske aktiviteter, og så kan vi vel alle trænge til at komme af med de ekstra pund på sidebenene, som Coronaen for manges vedkommende har ført med sig,” konkluderer den ihærdige gymnastikkvinde, der gør en stor indsats for fortsatte gymnastiske øvelser for store som små på Broagerland. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.