Artikelbeskrivelse

Fra fredelige Kruså til storbylivet i Odense

Af Signe Svane Kryger
Ung, kreativ og studerende er tre ord, der passer umådeligt godt til 22-årige Rasmus Rasmussen fra Kruså.
Han er nemlig i gang med sit tredje semester som multimediedesigner, hvilket han læser til i Odense på Erhvervsakademiet Lillebælt.
En typisk dag som multimediedesigner består en stor del af undervisningen af projektarbejde og gruppearbejde.
Der er intet fast skema på uddannelsen, så eleverne har ikke fag, men får undervisning i de værktøjer, som de skal bruge, og det mener Rasmus Rasmussen giver en oplevelse af, at der sker noget nyt hver dag.
Sabbatår
Rasmus Rasmussen er opvokset i Kruså, men han valgte at flytte fra sine sønderjyske rødder for at studere i Odense, da det var det eneste sted i Danmark, som havde lige præcis den uddannelse, han gerne ville på.
Efter sin HTX-uddannelse i Aabenraa tog han et sabbatår, hvor han rejste rundt i New Zealand, men da året var omme, var han stadig i tvivl om, hvilken uddannelse han skulle vælge, så det var lidt af et spring, da han valgte multimediedesign med film og animation.
Baggrunden for at vælge så kreativ en uddannelse, går tilbage til, da han var helt lille, hvor han allerede i en alder af fire år, begyndte at tegne.
”Jeg kan huske, at jeg tegnede sammen med min bedstefar, og i starten tegnede jeg bare af efter dinosaur bøger”, fortæller Rasmus Rasmussen.
Skaber genet, som han besidder, falder også godt i hak med en anden interesse, han har – fuldkontaktskarate – som han har trænet i 11 år i Gråsten Karate Klub.
”Jeg har altid godt kunne lide at skabe, bygge og udfolde mig kreativt, og det er noget af det, som karate også giver mig”, lyder det fra ham.
”Noget af det sværeste er at være hundrede procent fuldkomment tilfreds med det jeg laver, for der er jo ingen begrænsninger i skaberverdenen, så man kan altid gøre det lidt bedre”, siger Rasmus Rasmussen.
Fra Kruså til Odense
At flytte fra hus i Kruså til lejlighed i Odense var også lidt af en forandring, og i starten savnede han den friske luft og dejlige natur i Kruså, men de mange nye jobmuligheder, sociale events og det spændende byliv i Odense, hjalp på hjemveen.
”Der er mange mennesker og muligheder i Odense, og det er rigtig spændende, men nogle gange savner jeg at bo tættere på karateklubben, hvor jeg trænede, da den betyder meget for mig”, fortæller Rasmus Rasmussen.
Fremtiden
Planen er at gøre uddannelsen færdig, og han er sikker på, at han ender med at arbejde med noget kreativt eller sportsrelateret, men om det bliver multimediedesigner er endnu uvist.
”Planen er at gøre min uddannelse færdig, og så overvejer jeg at skifte retning til fysioterapeut”, forklarer Rasmus Rasmussen.
”Jeg forestiller mig, at jeg i fremtiden vil bo i et hus med en stor have i Jylland sammen med en fremtidig kæreste”.
Når uddannelses- og boligdrømmene lægges lidt til side, har han et andet mål, som han en dag vil gennemføre.
”Jeg elsker ekstremsport og at kunne udføre noget, som ikke er muligt for alle, så en dag vil jeg gennemføre en ironman”, fortæller Rasmus Rasmussen målrettet. 

Rasmus Rasmussen havde i starten af studie tiden i Odense hjemve til Kruså. Foto Signe Svane Kryger

Rasmus Rasmussen havde i starten af studie tiden i Odense hjemve til Kruså.
Foto Signe Svane Kryger