![IMG_8167 blank](https://graastenavis.dk/wp-content/plugins/wp-fastest-cache-premium/pro/images/blank.gif)
Spisestedet Værftet er gået konkurs med Susanne Jylov som forpagter.
Der vil fortsat være restaurant i Marina Minde
Der vil fortsat være restaurant i Marina Minde. Det fastslår adm. direktør i X Yachts Marina Minde A/S, Hans Lindum Møller.
“Vi søger en ny forpagter. Værftet blev erklæret konkurs op til jul og nytår, så vi har ikke haft mulighed for at gå ud i markedet og søge en ny forpagter endnu, men det kommer”, siger Hans Lindum Møller, som ved forrige årsskifte solgte Marina Minde til nye ejere fra Haderslev, men fortsat er administrativ ansvarlig for marinaen, ligesom Claus Boisen er havnemester. X Yachts ejer bygningerne, som restaurant Værftet ligger i ved marinaen.
Værftet med Susanne Jylov som forpagter blev erklæret konkurs midt i december. Hvad der nu skal ske, skal ejerne af restauranten finde ud af. Målet er absolut, der fortsat skal være restaurant.
“Det er med tungt hjerte, at jeg må meddele, at Værftet Restaurant og Bar er blevet erklæret konkurs ved Skifteretten i Sønderborg,” skriver Susanne Jylov.
Hun overtog Værftet i 2022, efter stedet også var gået konkurs i 2020 med Thomas Bundgaard Jacobsson som forpagter. Han fortsatte en periode som bestyrer.
“Vi ved ikke, hvem der kommer ind i restauranten som nye forpagtere. Det kan være en Michélin kok vil overtage stedet, eller at der kommer en ny kromand. Vi er åbne for det hele og udelukker ikke noget. Det er hårde tider i branchen. Folk lægger penge til side til stigende priser på alt. Det første, de sparer på, er restaurantbesøgene,” siger Hans Lindum Møller.
Spisested
Han var selv idemanden bag det maritime koncept, da Thomas Bundgaard Jacobsson overtog som forpagter i maj 2016 og restauranten skiftede navn fra Ved Marina Minde til Værftet. En overskåren jolle med lakeret skibsmast blev placeret midt i restauranten. Spisestedet besøges af mange sejlere – ikke mindst tyskere – der lægger til i marinaen, ferierende i fritidshusene ved Marina Minde, turister, og så er der en del selskaber i den velbeliggende restaurant med udsigt over Flensborg Fjord.
“Der har altid været et spisested i tilknytning til marinaen. Det er et godt spisested, men folk er fordringsfulde. Konkurrencen er hård i en udfordret branche,” siger Hans Lindum Møller.
Vollerup Kro ved Tom Holden overtog de nytårsmenuer, som Værftet ikke var i stand til at levere på grund af konkursen.
“Siden jeg overtog Værftet, har jeg kæmpet alt, hvad jeg kunne, for at skabe en bæredygtig forretning. Desværre blev den betydelige gæld fra coronatiden overtaget sammen med selskabet, og selv om det er lykkedes at skabe en sund indtjening, har det ikke været nok til at indfri gældskravene i tide. Mit højeste ønske har hele tiden været at finde en løsning, så Værftet kunne fortsætte. Ikke kun for mig, men for vore gæster, medarbejdere og det stærke fællesskab, som Værftet har været har været en del af,” skriver en trist Susanne Jylov med stor tak til personale og samarbejdspartnere.
Hans Lindum Møller regner sikkert og vist med, der er en ny forpagter på plads i restauranten ved forårets komme, når sejlbådene igen indtager broerne i Marina Minde. ■
![IMG_8169 blank](https://graastenavis.dk/wp-content/plugins/wp-fastest-cache-premium/pro/images/blank.gif)
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 10. januar 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.