Janne Thyø Thomsen stopper efter seks år som formand for Røde Kors i Gråsten, fordi hun flytter til Sønderborg og ikke finder det foreneligt med en fremtrædende forpost i en anden by.
Formanden i Røde Kors i Gråsten takker af
På Røde Kors’ generalforsamling i Gråsten 19. februar takker formanden gennem seks år, Janne Thyø Thomsen, af. Hun skifter bopæl til Sønderborg og trækker sig derfor.
“Det er et lokalsamfund, vi lever og bor i. Jeg er vokset op i en stolt by og tænker, at hvis der kommer nogen fra en større naboby for at bestride ledende poster, er det ikke noget, jeg selv ville bryde mig om,” siger Janne Thomsen, der er glad for sin tid i Røde Kors i Gråsten.
Butikken, besøgsvennerne, samaritterne og nørklerne fungerer alt sammen i bedste velgående, så Janne Thyø Thomsen kan i sandhed sige, hun forlader en “veldrevet butik”.
“Det gør lidt ondt på mig at gå. Det har det også gjort andre gange, når jeg har forladt poster inden for mit arbejde. Det rykker lidt i en, for man er jo glad for det, man gør, men man ved også godt selv, hvornår det er tid at gå. Jeg har arbejdet sammen med de mest fantastiske mennesker her i Gråsten. Det er virkelig et godt fællesskab. Ud over de ting, vi gør for andre, lægger vi også vægt på at passe på hinanden,” siger den afgående Røde Kors formand.
Dragør i Jylland
Hun stammer oprindeligt fra Dragør, men har arbejdet 25 år i England. Da det var tid at vende tilbage til Danmark, fravalgte hun Dragør, fordi hun som astmatiker gerne ville bo et sted med frisk luft. Hun blev anbefalet Gråsten, som blev hendes “Dragør i Jylland.”
“Jeg faldt godt til her. Jeg er både stolt af og beæret over den tillid, der blev mig til del. Røde Kors butikken er en kæmpe butik, som kører i bedste velgående. Der er 100 frivillige i Røde Kors, så det er en betroet formandspost at bestyre,” fortæller den fødte sjællænder, der er glad for at være i Sønderjylland og har gjort sit til at gøre en indsats for andre mennesker.
Hun har haft betroede poster inden for sit arbejde og fik det også på en fremskudt frivillig forpost i Gråsten.
“Jeg boede på 19. etage i London. Min nye bopæl i Sønderborg Kommer lidt i nærheden af det, selv om det kun er sjette etage,” fortæller Janne Thomsen.
Hun er selv helt åben over for, hvad hun nu skal tage sig til. Det er endnu ikke besluttet, om hun kaster sig over lignende frivilligt uegennyttigt arbejde. Hun har energi på mange ting og glæder sig til de gøremål, der venter.
“Jeg har meldt mig til kurser på folkeuniversitetet og har planer om at begynde at opdrage min hund. Den er meget uopdragen,” lyder det fra Gråstens engagerede snart tidligere Røde Kors formand, der er medlem af Padborg-Kruså Rotary Klub. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 10. januar 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.