Christina Almind Gefke Hansen har drevet fodklinik i Egernsund en halv snes år og fortryder ikke, hun startede for sig selv i den gamle garage.

58-årige Christina Almind har været fod- og skønhedsplejer i Egernsund i 10 år. Hun har fem børn og er gift med Morten Gefke Hansen, som er fabrikschef på Rekon. Hun har tidligere arbejdet som kontorassistent og lægesekretær.

“For 11 år siden uddannede jeg mig til lægeeksamineret fodplejer. Da vi begyndt at kigge på, hvor jeg skulle have min klinik, var der en, der sagde, hvorfor vi ikke indrettede den i vores gamle garage. Det gjorde vi så,” fortæller fodplejeren, der også lakerer negle, giver manicure og afvokser hår, så der er rigeligt at se til her op til sommerhøjsæsonen.

“Min mand er fra Egernsund og er meget rodfæstet her. Børnene er flyttet hjemmefra. Tre bor i København, én i Aarhus og en i Bredebro. Det er vigtigt for mig at have tid til mine børn og børnebørn og at være med til bedsteforældredage i børnehaven” fortæller fodplejeren.

Hun arbejder fire dage i ugen. Det kan blive lange dage – ofte 7-17 og længere. Christina Almind er et venligt og lyttende menneske, hvilket i høj grad spiller ind i det daglige arbejde.

“Jeg er lommepsykolog, støttepædagog og ægteskabsrådgiver. Folk fortæller mig meget, når de sidder i stolen. Jeg er overordentlig glad for deres tillid. Det er en stor del af mit arbejde. Jeg har måttet lære mig selv, at jeg ikke kan fikse alt, og at jeg skal lægge tingene fra mig, når jeg går over i privaten,” fortæller Christina Almind, der er fra Slangerup i Nordsjælland.

“Jeg har hjulpet folk med at bestille togbilletter og andre ting på nettet. Mænd går meget stille med, at de går til fodplejer. Nogle gange lister de sig nærmest langs husmuren. Det er mærkeligt, for de udgør 40 procent af mine kunder. Skal jeg drille dem lidt, spørger jeg, om de skal have lak på tæerne,” fortæller fodplejeren, der får meget med i tillæg til “fodarbejdet.”

“Jeg er blevet spurgt, om jeg ville have en fleksjobber, men har sagt nej. Det er vigtigt for mig, at når folk kommer her, så er der kun os to i rummet,” fortæller fodterapeuten, der kan stå inde for egen disktretion, men ikke før forlade sig på, en ansat kan holde tand for tunge.

“Corona-nedlukningen var hård ved branchen. Mange små erhvervsdrivende blev tvunget til at dreje nøglen. Det giver oså en vis stolthed at have overlevet og at kunne sige, jeg er her endnu. Der er rigeligt at se til. Jeg havde ældre-instituioner som kunder før nedlukningen, men har givet dem videre, for jeg arbejder bedst her hjemme hos mig selv, hvor jeg har en stol og ikke skal sidde i skrædderstilling på gulvet for at nå ned til folks fødder. Min ryg fik det bedre under Coronaen. Siden har jeg koncentreret mig om min egen praksis her i Skovgade. Der er masser af bestillinger ikke mindst på voksning og negle her til foråret. Vi har et godt kollegialt samarbejde fodplejere imellem og forhører os hos hinanden, hvordan det går, og hvordan vi har det. Der er fødder nok,” lyder meldingen fra de lyse lokaler i Egernsund, som mange har forladt på lette fødder og med nylakerede negle. ■