
Den erfarne erhvervsdrivende bor i Rinkenæs. Man skal bruge hovedet, behandle kunderne ordentligt og køre efter færdselsreglerne, lyder devisen fra 40-årige Brian Koch.
Brian Koch fylder 40 år
Vognmand Brian Koch, Rinkenæs, er netop fyldt 40 år.
Det har altid været biler og busser, der har været i fokus for Brian Koch, der stammer fra Tørsbøl.
Som 4-årig valgte forældrene at rykke teltpælene op og flytte familien til Rinkenæs. I Rinkenæs blev det til syv år på skolebænken og efter skoletiden på Gråsten Skole, tog han hul på arbejdslivet.
Fra en ung alder begyndte han at skrue på biler og var ikke gammel, før han fik et svejseværk i hænderne, så han kom i lære som mekaniker.
Den foretagsomme unge mand satte sig i 2012 bag rattet hos Hermann Quorp, og fire år senere blev han medejer af vognmandsfirmaet.
Corona
I 2020 overtog han Quorps Busser. Årene som selvstændig har ikke udelukkende været en dans på roser.
For kort tid efter at han havde overtaget busselskabet, tikkede en nedslående besked ind om, at landet var blevet ramt af corona.
Men han satte næring efter tæring. Han kom op på hesten igen. Han skulle videre. Og op på hesten kom han med hjælp af sin kone, Tina.
Han råder i dag over syv busser, og har god hjælp af en håndfuld dygtige chauffører.
Gennem årene har han kørt de danske og europæiske landeveje tynde.
Han har en ugentlig arbejdstid på 60 timer, men det er fordi han både elsker at køre bus, stå for tilrettelæggelse af ture, tage imod ordrer og sørge for at bevare arbejdsglæden i firmaet.
Fødselsdagen fejrer han til sommer sammen med sin kone, Tina, der senere på året fylder 40 år. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 29. februar 2024
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

