75-året for Danmarks befrielse blev mandag aften markeret med 160 lys på Benniksgaard Hotel i Rinkenæs.

75-året for befrielsen blev markeret med lys

Blandt ældre generationer er det en stærk tradition at tænde lys i vinduet om aftenen 4. maj for at markere afslutningen på besættelsen og Danmarks befrielse i maj 1945.

På Benniksgaard Hotel i Rinkenæs holder Ingeborg og Mads Friis traditionen i hævd.

Mandag aften havde ægteparret tændt 160 lys i vinduerne på  Benniksgaard, og forbipasserende på Sejrsvej kunne nyde det enestående syn. 

“Ligesom dengang er der også nu behov for at trænge mørket til side. Og virussen må gerne forsvinde helt væk”, siger Mads Friis. 

Coronavirussen har lagt tunge og alvorlige skyer over Benniksgaard, der har været lukket i to måneder. Det har skabt stor uvished hos Ingeborg og Mads Friis omkring deres livsværk.

“Her er vi næsten oppe imod det umulige, men vi håber, at Danmark og grænserne snart genåbnes, så vi kan kæmpe videre. Ikke i smult vand, men det bliver på oprørt hav, men kendt vand”, siger Mads Friis.

Tradition

Siden 1945 har der altid været tændt lys i vinduerne på Benniksgaard. De senere år har det været i  bygningerne, der rummer restaurant og butik.

“Da vi selv boede i hovedhuset, var der selvfølgelig altid lys tændt i alle vinduerne der”, mindes Ingeborg Friis.

“Jeg tror dog, det er første gang , at vi har lys i samtlige vinduer”, siger Ingeborg og Mads Friis, som håber, at de mange lys vil fortrænge mørket og virussen. ■

Ingeborg og Mads Friis på trappen i hovedhuset på Benniksgaard Hotel.

Skrevet af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80