Artikelbeskrivelse
Usikkert om Grænsefest i Kruså fortsætter
Af Ditte Vennits Nielsen
Grænsefestkomiteen igennem de sidste 7 år har valgt at træde tilbage.
Komiteen havde derfor forleden indkaldt til et fælles møde for at ”stikke en finger i jorden”.
15 personer mødte op og blandt de fremmødte var bl.a. den gamle komite, formand for Bov IF og formanden for skytterne, så ud af de 15 fremmødte, var der blot 4 udefrakommende.
Alligevel kom der en god debat på bordet og nogle brugbare forslag til, hvordan en anderledes grænsefest kunne komme til at foregå fremover.
Arbejdsgruppe
Der blev nedsat en arbejdsgruppe bestående af Mogens Dankert fra den gamle bestyrelse, Stefan Mammen og Tommy Mammen. Herudover lovede formand for Bov IF, Folke Kryger, at idrætsforeningen ville sende en person og der ville også møde én fra skytterne til det første møde. Den gamle komite med den afgåede formand Kim Moldt i spidsen vil stå til rådighed med al den hjælp der behøves.
Det bliver spændende at se, om der er basis for en grænsefest i de kommende år – og om nogen af de foreslåede ændringer kan bruges: temafest, halbal, bytte/bytte købmand dvs få hjælpere fra Gråsten til festen i Kruså og vise versa, og om bankospillet, rundboldturneringen og ringridningen skal fortsætte.
Overskud
Grænsefesten 2015 gav et overskud på kr. 53.000, som er en god slat penge til de forskellige foreninger.
”Men alle hjælperne – og i særdeleshed gæsterne skal bakke op om arrangementet, ellers bliver det fremover meget svært at få så store arrangementer stablet på benene”, siger den afgående formand Kim Moldt.
Den afgåede komite valgte at gå af samlet, da de i 7 år har haft et fint samarbejde og kæmpet en brav kamp, og da Kim Moldt allerede sidste år varslede sin afgang, mente resten af komiteen, det nu var på tide, at der kom nye kræfter og øjne på tilblivelsen af kommende grænsefester.