
Eleverne oplever ringere trivsel på Gråsten Skole.
Trivslen på Gråsten Skole kunne være bedre
Gråsten Skole har tidligere ligget lunt i svinget i de årlige trivselsmålinger udfærdiget af Børne- og Undervisningsministeriet.
I år landede skolen under landsgennemsnittet og var en af de skoler i Sønderborg Kommune, der havde flest nedadgående pile i elevernes bedømmelse af det daglige fysiske og psykiske skolemiljø.
Gråsten Skole er med en samlet score på 3,5 i en skala, der går fra 1 til 5, under landsgennemsnittet, som er på 3,6. Det skal ses på baggrund af, trivslen generelt er dalende på landets folkeskoler. Gråsten Skole plejer at ligge over landsgennemsnittet.
Blandt andet i spørgsmål om medbestemmelse og toiletforhold har eleverne på Gråsten Skole ytret, at der var plads til forbedring.
Arbejder på bedre score
Undersøgelsens resultat er selvsagt ikke gået upåagtet hen blandt Gråsten Skoles ledelse og lærere.
“På Gråsten Skole er vi altid meget optaget af elevernes trivsel. Den årlige trivselsmåling giver heldigvis en indikation om, hvad vores elever mener. Generelt er der tilbagegang i hele landet og således også i Gråsten,” siger skoleleder Lotte Christensen.
“Hvert år arbejder personalet sammen med eleverne om at kigge på deres svar og ad den vej blive klogere på, hvad der kan og skal ske af ændringer. Der arbejdes på klasse-, årgangs- og afdelingsniveau. Samtidig kigger vi selvfølgelig også på, hvad den siger om hele skolen,” siger skolelederen, der arbejder på en bedre score i næste års trivselsundersøgelse.
“Gennem flere år har der været udfordringer med toiletterne, både hos os og på andre skoler. Vi arbejder derfor sammen med eleverne om, hvordan de kan hjælpe hinanden frem til, at fælles toiletter kan være hygiejniske og gode for alle, så ingen undgår at bruge dem. Helt konkret ved vi også, at der er forskel på, hvordan et toilet opleves hjemme og på en skole, hvor mange skal dele. For en del år siden blev flere toiletter her og på andre skoler renoveret med midler, vore politkere havde afsat ekstraordinært. Det hjalp, og det var tiltrængt, men løser nok aldrig helt udfordringen,” konkluderer Lotte Christensen.
Hun har tidligere fortalt i forbindelse med trivselsundersøgelsen, at et forsøg med en anderledes struktur på 8. klassetrin, hvor der var mindre kontakt til en klasselærer, blev droppet, da resultatet af undersøgelsen kom sidste år.
Lotte Christensen har været skoleleder i Gråsten siden 2022. Skolen har over 426 elever og 65 ansatte. ■

Skoleleder Lotte Christensen
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 5. september 2024
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.