Tove og Tage Madsen i Kruså har været gift i 65 år.
Tove og Tage Madsen fandt kærligheden på motorcykel
Tove og Tage Madsen i Kruså kunne onsdag fejre 65-års ægteskab.
88-årige Tage Madsen har altid været bidt af at køre på motorcykel. Ægtefællen husker tydeligt, hvorfor hun faldt for ham.
“Da vi mødte hinanden første gang, faldt jeg for hans store motorcykel”, fortæller 83-årige Tove Madsen, som havde en bror, der var gode venner med ham.
“Da Tage kom på besøg, var det på en stor motorcykel”, erindrer Tove Madsen.
Det blev begyndelsen på et langt liv , som Tove og Tage har delt med hinanden siden 1958.
Tage Madsen er ud af en landmandsfamilie fra Hejlsminde, men valgte som ung at blive ansat i flyvevåbnet i Skrydstrup.
“Tage var typisk afsted en uge ad gangen, mens jeg passede vores to små børn”, husker Tove Madsen, der er født og opvokset i en familie med 9 søskende i Haderslev.
Tolder i Kruså
I 1960 blev Tage Madsen ansat som tolder, og parret bosatte sig i Kruså. Først boede de i en lille lejlighed, men fik sidenhen tjenestebolig – først på Rønsdamvej og senere i Møllegården i Kruså.
Parret fik yderligere to børn, og i 1968 byggede de deres hus på Højmark i Kruså, hvor de stadig bor.
For at få penge til huset arbejdede Tove først på Kruså Skole og herefter på systuen Samatex, hvor hun var ansat indtil 1977.
Tage tog et ekstra job på Rømø som tolder hen over sommeren, mens Tove tog alle fire børn og camperede i telt på vadehavsøen, så de kunne være sammen.
Tre gange på Nordkap
Campistlivet har holdt ved og teltet blev skiftet ud med campingvogn.
Parret har rejst i både syden og i norden og har hele 3 gange været på Nordkap.
Tage Madsens store passion for motorcykler bevirkede, at han i sin fritid arbejdede på et værksted og reparerede både biler og motorcykler. Desuden var han med til at stifte Aabenraa Speedwayklub, som holdt til i Kiskelund.
Han trænede de unge, og Tove kom med saftevand, kaffe og kage. Da kravene efterhånden blev for store, lukkede klubben – også selvom både Ole Olsen og Erik Gundersen havde kørt på banen.
Tage Madsen nåede at virke som tolder i over 40 år, og han er stadig medlem af Tjenestemandsforbundet. Herudover er han aktiv i DCK – Dansk Camping Klub, hvor han er sekretær.
43 år i bestyrelse
Tove har været aktiv i Kruså Husmoderforening siden 1964 og sad i bestyrelsen i 43 år. Hun bestred formandsjobbet i 9 år, hvorefter hun overlod roret til Gisela Paulsen. Desuden er hun aktiv på Valdemarshus, hvor hun syr. I 12 år var hun postbud i Kruså, men efter et styrt blev hun uarbejdsdygtig og døjer stadig med ryggen.
Opskriften
“Jeg synes det er utroligt, at Tove har holdt mig ud i 65 år”, smiler Tage Madsen.
De har som andre ægtepar oplevet deres op- og nedture gennem livet, men de har altid insisteret på at holde sammen, og for dem er opskriften til et langt ægteskab simpel. Det handler om at være både overbærende og tilgivende, når det hele spidser til.
I ægteskabet er der opvokset fire børn. Bjarne bor i Skrydstrup, Gitte i Holbøl, Susanne i Vejle og Lis i Bov.
Desuden har krondiamantparret 7 børnebørn og 4 oldebørn. ■
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.