
Else og Ib Jessen kan torsdag den 9. juni fejre diamantbryllup.
Tolderen fra Kollund fik skolelæreren
Torsdag den 9. juni kan Else og Ib Jessen i Kollund fejre diamantbryllup.
Ib Jessen er ud af en tolderfamilie i Skelde. Faderen var gendarm og faldt som blot 46-årig i Tyskland.
Ib Jessen blev ellers først uddannet som maskinarbejder, men kunne ikke så godt tåle støjen fra maskinerne. Lidt arveligt belastet blev han derfor senere uddannet som tolder ved toldgrænsekorpset i Padborg og var i hele 40 år ansat ved toldvæsnet.
Else stammer fra Jerlev ved Egtved og gik på seminariet i Kolding, hvor hun blev uddannet lærer. Et vikariat som 1. lærer bragte hende til Skelde skole, hvor hun for blot 8 kr. om dagen inkl. kost og logi boede på kroen i Skelde. Da der en aften var karneval på kroen mødte hun Ib, og så gik det ellers slag i slag.
Parret blev gift i Jerlev Kirke for seks årtier siden. Else fik job som lærer på Kollund Skole. De flyttede ind i en tjenestebolig tæt ved skolen, men byggede i 1970 en skøn villa på Kirkevænget, hvor de den dag i dag stadig bor.
“Vi har et fantastisk naboskab og bor skønt med naturen tæt på”, siger de samstemmende.
Diamantbrudeparret er begge 85 år og kunne også begge to fejre 40 års jubilæum som hhv. tolder og lærer, inden de gik på pension.
Ib Jessen var i flere år formand for ungdomsafdelingen i Bov IF fodbold, hvor han bl.a. deltog i verdens største fodboldstævne i Norge med ungdomsspillerne.
Endvidere var han i fire år sekretær i Seniorrådet.
I starten af 60’erne kom Else Jessen ind i menighedsrådet, men trådte ud grundet børnefødsler. Hun kom dog ind igen i 1988 og sad i hele 24 år i menighedsrådet. Hun har bl.a. været med til at bygge Kollund Kirke, som hun er næsten nabo til.
I 2004 kom hun med i Ældre Sagen Bov og var i en årrække tillige formand.
“Desværre svigter mit syn mig nu, og det bevirker at jeg nu må lade flere ting ligge”, fortæller Else Jessen.
Til gengæld elsker parret at cykle lange ture på deres elcykler, og det bliver tit til over 20 km – bare ikke når det regner.
Else og Ib Jessen har tre børn, en datter og søn på Fyn samt endnu en søn, der bor i Rinkenæs. Herudover er der fem børnebørn og tre oldebørn.
Diamantbrylluppet bliver fejret med en gudstjeneste i Kollund Kirke, hvorefter der er fest i Kollund Forsamlingshus med 50 gæster. Der er ingen morgensang ■
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.