Artikelbeskrivelse

To som Wos – sang og komik i ét show

Af Kira Bonde Andersen

Det sønderjyske orkester med base i Røllum underholder publikum med sjov og musik. De er nogle kreative, livsglade og selvironiske mennesker med musik i blodet og en god portion humor i pandelappernes dopamin-depoter.
Sange som ”Speedy Gonzales” af Pat Boone omskrives til ”Æ spisen ska’ betales”, ”Guantanamera” omskrives til ”Han sov’ te merra”, og ”Hit the Road Jack” til ”Hit æ roe hak”.
Sådan har orkesteret To som Wos udviklet et sønderjysk musikkoncept. Og det hitter rundt i Sønderjylland, hvor de laver shows omtrent 80 gange om året.
Roden af bandet består af 65-årige Thomas Idea, som spiller guitar og synger og 52-årige Flemming ’Flegge’ Bach, som er bassist og sanger.
Til de større arrangementer tager de Frøken Fyr og Flamme med som pianist og sanger, som til daglig hedder Jytte Ravn Jensen.
To som Wos støver de gamle klassiske hits op fra mange tidsaldre og omskriver dem til sønderjyske tekster, hvor ordlyden minder om originalteksten. Dette skaber helt nye handlinger, men melodien og det rytmiske forbliver originalt.
”Ideen til at oversætte til sønderjysk fik jeg, fordi jeg synes, at vi skulle være originale, når vi skulle ud at spille,” forklarer Thomas Idea og fortsætter:
”Der findes hundredvis af folk, der tager ud med en guitar og en bas og laver kopinumre. Det gør vi sådan set også bortset fra, at vi selv har skrevet teksterne – på sønderjysk. Folk synes det er skide sjovt”, siger Thomas Idea.
Orkesteret startede i de små for to år siden, hvor de fik inspiration fra nabosmeden i Røllum og blev betalt i bajer på den lokale kro.
I dag nærmest turnerer de rundt i Sønderjylland til forskellige arrangementer, som vil nyde et godt grin – og orkesteret får stadig inspiration fra hvad der sker i den lille by på landet.
Musikomikere
Udover at To som Wos er musikalsk dygtige og har et sønderjysk musikkoncept, så har orkesteret også fokus på det komiske og det at være visuelt bemærkelsesværdige. Deres show er en god 50/50 blanding af snak, fis og ballade på den ene side og af musik på den anden.
”Det er ikke direkte fest og dansemusik, hvor vi sidder i hjørnet og spiller, men mere et show hvor vi skal underholde folk”, forklarer Jytte Ravn Jensen, også kendt som Frøken Fyr og Flamme.
Thomas Idea beskriver orkesteret som ”musikomikere” fremfor musikere. De har forskellig hovedbeklædning til hver sang og en lang række jokes og sjove bemærkninger i ærmerne. To som Wos er et uhøjtideligt band.
”Vi påstår ikke, at vi er verdens bedste orkester, men vi er måske et af de sjoveste i Sønderjylland”, siger Thomas Idea.
Bandet kender værdien af selvironi, og derfor har det sønderjyske musikkoncept ikke et højtideligt formål med at bevare det sønderjyske sprog.
”Vi synes, at sproget skal bruges på en sjov måde – der er så mange sjove ord på sønderjysk”, mener Thomas Idea.
Livets gang i Lidenlund
”Vi går ikke ind i de rå og tungsindige ting. Omdrejningspunktet i vores numre er faktisk livets gang i Lidenlund, men hvor Røllum er vores Lidenslund”, forklarer orkesteret. Orkesteren er autentisk og sønderjysk. Deres tekster er præget af hverdag og letsindig småsnak. Et af mange eksempler er sangen ”Hen i Røllum”, som er skrevet over Kim Larsens ”Midt om natten”.
Orkesteret kan næste gang opleves den 16. november til grønlangkålsspisning på Restaurant Knapp i Aabenraa.