Artikelbeskrivelse
Sundeved løfter i flok
Af Gunnar Hattesen
Traditionen tro holdt Forsamlingsgården Sundeved, Røde Kors Sundeved, Kræftens Bekæmpelse, Aktivitetscentret, Kor 92 og Sottrup Kirke en nytårssammenkomst.
Det var en velbesøgt sammenkomst, som samlede 130 mennesker, som blev budt på et veldækket sønderjysk kaffebord.
På det lange bord var der stillet 22 lækre lagkager frem.
“Når vi mangler lagkager, ringer vi bare rundt”, sagde næstformand i Forsamlingsgården Sundeved Anne Grandt i sin velkomst.
Under kaffebordet fortalte repræsentanter for foreningerne og kirken om det kommende års aktiviteter.
Arrangementet begyndte med lysgudstjeneste i Sottrup Kirke. Det var 7. gang, der var nytårssammenkomst.