Per Johannsen er igen parat til at arrangere Sundax-tour. Det sker søndag 11. juni.

Sundax-touren ruller igen

Traditionen tro inviterer Sundax søndag den 11. juni til festlig vandretur, cykel- eller løbetur i Kollund.

“Jeg glæder mig hvert år til at holde Sundax-touren. Jeg er selv sportsglad, ikke fanatisk, men holder mig gerne i form”, fortæller Per Johannsen, som de seneste snart 25 år har været direktør i Sundax Int. med adresse på Molevej i Kollund.

Sundax Int. bestod førhen af to firmaer med Aksel Dam som direktør og Per Johannsen som partner. De to enedes om at dele firmaet. Aksel Dam beholdt ejendomsdelen og Per Johannsen blev direktør i tekstilfirmaet, som han selv betegner som sin baby. 

Omsætningen er siden hen steget støt fra 100 millioner til nu 350 millioner kr. årligt, og sidste år producerede firmaet over 8 millioner dele. Produkterne fremstilles dels i Kina, dels i Myanmar. Firmaet fabrikerer mærkevarer indenfor sports- og fritidstøj, som sælges i kundernes navne. Det drejer sig bl.a. om fodboldtøj, yoga-, golf- og fitnesstøj.

Cyklet til Paris

Per Johannsens egen glæde ved sport afspejler sig i Sundax-touren. Fra at være et cykel-motionsløb er der med tiden både kommet løbe- samt gå- og vandreture med på programmet. 

“Jeg har cyklet til Paris med Team Rynkeby, og jeg har løbet et par marathon. Jeg har også besteget Kilimanjaro og gået Caminoen i Spanien tre gange sammen med min kone og vores 3 børn, der i dag er i alderen fra 19 til 31 år. Det har betydet, at jeg udvidede arrangementet med flere muligheder i håb om at få folk med. Det er lykkedes, da deltagerantallet har været stigende hvert år”, fortæller Per Johannsen, der har været medlem i Bov IF Løb & Motion, men har måtte sætte løb på standby på grund af en knæskade. 

Gratis at deltage

Udover hvert år at arrangere Sundax-touren samlede Per Johannsen sidste år et hold, som cyklede Tour de France ruten fra Vejle til Sønderborg. 

“Jeg synes det er sjovt at arrangere sådan noget, specielt når der er god opbakning. Derfor er Sundax-touren også en succes, og folk hygger sig i mål området med grillpølser og kolde drikke samt musik. Det er nærmest en folkefest”, fortæller Per Johannsen, der også er med i bestyrelsen for Grænsemarchen. 

Den 11. juni er gå- og vandreturene lavet i samarbejde med Padborg Vandrelaug, cykelruterne markeres af Bov CC og løberuterne er afstukket af Bov IF Løb & Motion. 

Det er ganske gratis at deltage, men tilmelding er nødvendigt senest den 5. juni til sundax@sundax.com. ■

Skrevet af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.