Familien Gisselmann ser frem til en stor mærkedag. Her ses Lene, Benny, Klaus og Charlotte Gisselmann.

Stor mærkedag hos Shell i Gråsten

Den 15. december er det 30 år siden, at Benny Gisselmann overtog nøglerne til Shell på Kongevej 86 i Gråsten. 

Den store mærkedag bliver grundigt markeret sammen med kunderne med bl.a. 30-kronerstema i butikken, bilvask til 30 kroner og så kan bilisterne se frem til at fylde tanken med Shells topbenzin og -diesel til nedsat pris. 

I 30 år har Benny Gisselmann sammen med hustruen Lene haft sin daglige gang på Shell og AutoMester Gråsten – de seneste mange år flankeret af sønnen Klaus og datteren Charlotte. 

Trofaste kunder

Og på årsdagen for overtagelsen af nøglerne til tankstation og værksted tilbage i 1993, fejrer to generationer Gisselmann den store dag.

“Vi har valgt at lade fejringen afspejle de 30 år med et særligt udvalg af varer i butikken til 30 kroner. Samtidig sænker vi prisen på vores billigste vask til kun 30 kroner. På den måde fejrer vi dagen med kunderne bare med det fortegn, at vi deler gaverne ud. Men vi har haft utroligt mange trofaste kunder gennem tiden, så det er en meget passende måde at markere dagen på, synes vi,” fortæller Benny Gisselmann. 

Ud over varer og bilvask med klækkelig rabat, sænker Shell Gråsten også prisen på Shells topbenzin og – diesel på dagen. 

Fra kl. 7.00 til 21.00 kan Shell V-Power brændstoffer derfor fås til prisen for almindeligt 95 oktan og diesel. 

Snart 12 år som Shell

Da jubilaren i sin tid overtog tankstationen, var det under den hedengangne DK Benzin-kæde. 

Sådan var det frem til 2007, hvor DK Benzin lukkede, og OK-kæden blev ny samarbejdspartner. Det var et parløb, som varede frem til årsskiftet 2011-12, hvorefter Shell rykkede ind på butik, tankstandere og forpladsen.

“Der sker naturligvis utrolig mange ting på 30 år, men vi fulgt med udviklingen og omstillet os, når der var behov for det. De seneste snart 12 år som en del af Shell netværket har været rigtig gode og har også gjort at vi kunne tilbyde andet end standardbenzin og -diesel,” siger Benny Gisselmann og tilføjer: 

“Om muligt har udviklingen taget endnu mere fart de seneste år, hvor vi har fået nye betalingsmuligheder, pakkeshop, højteknologisk vaskehal med app-betaling og abonnement. Og lige nu kigger vi jo ind i en fremtid, hvor vi får flere elbiler – også her i området. Så vores arbejde med at udvikle forretningen er på ingen måde slut”. Ikke mindst pakkeshoppen, der her i julen har sin absolut travleste tid på året, har ifølge Benny Gisselmann og hustruen Lene, der står for driften af butikken, gjort Shell Gråsten til en velbesøgt matrikel i byen – både for bilister og borgere med hang til e-handel.

“Pakkeshoppen er nærmest blevet en forretning i sig selv. Ikke mindst her i julen, hvor vi tæt ved drukner i pakker og virkelig mærker, hvordan onlinehandlen har taget fart,” siger Benny Gisselmann. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 12. december 2023

Skrevet af
Anders Parby

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.