Da Dagli’Brugsen i Nybøl lukkede, troede byens borgere, der kunne komme en Min Købmand i stedet, men det blev der aldrig enighed om, så nu arbejder initiativtagerne i stedet på at få en købmandsbutik i tilknytning til Bageriet Kock på den anden side af Amtsvejen, og stemmer dørklokker for at få borgerne med på ideen.

Stemmer dørklokker for købmandsbutik i Nybøl

Initiativgruppen bag en købmandsbutik i Nybøl stemmer i øjeblikket dørklokker for at få alle borgere til at bakke op om en Min Købmand som erstatning for den Dagli’ Brugs, der lukkede i september. 

Foreløbig har borgere tegnet sig for 52 procent af de anparter på 2.500 kroner stykket, der skal til for sammen med Dagrofa at åbne en Min Købmand i tilknytning til Bager Kock på den anden side af Amts­vejen. Bor­gerne forventes at skulle rejse omkring en million kroner i anparter for at realisere en købmandsbutik.

En aftale om at drive en købmandsbutik videre i den gamle brugsbygning led skibbrud, umiddelbart efter der var holdt et velbesøgt borgermøde om folkelig opbakning til en Min Købmand. Initiativ­gruppen mente, Brugsen for Als og Sunde­ved løb fra en klar aftale, mens BALS forklarede, der aldrig var forhandlet et aftalegrundlag om udlejning af butikslokalerne. I stedet er der nu håb om at åbne en dagligvarebutik i den tidligere høkerbutik i Nybøl.

“Det er rigtigt, en arbejdsgruppe er i gang med at finde en løsning i forbindelse med vores butik i Nybøl. Vi ønsker også, der fortsat er indkøbsmuligheder i byen og bakker selvfølgelig op om projektet,” lyder det fra Bageriet Kock ved Carsten og Lene Kock.

Den planlagte butik i nye omgivelser bliver på 250 kvadratmeter, som er nogenlunde det samme, som Brugsen havde.

“Udefra ser det ikke ud af meget, men Min Køb­mand Nybøl får lige så mange m2 at folde sig ud på!” skriver initiativtagerne.

Klausul

Mange er glade for tanken om en købmandsbutik i Nybøl. Det vigtige er opbakningen til den. På mødet i november præsenterede Dagrofa mulighederne for indholdet af butikken. Dengang troede mødedeltagerne dog stadig, købmandsbutikken skulle ligge i den gamle brugsbygning. Dagrofa bakker op om en købmandsbutik i Nybøl også med en ny placering.

“Vi er bekendt med, at nogle af byens borgere er utålmodige og stiller spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet nogensinde får en købmandsbutik til byen. Ting tager tid, Rom blev ikke bygget på én dag, og det gør Min Købmand Nybøl heller ikke. Men vi er godt på vej, og vi når i mål med fælles hjælp, positivitet og sammenhold. Det er det vi kan i Nybøl – det har vi altid kunnet, og det skal vi fortsætte med,” står der på Vi står sammen i Nybøl.

BALS vil sælge eller udleje den gamle brugsbygning med en klausul om, at den ikke må bruges til dagligvarebutik.

“Vi forsøger at udleje eller sælge brugsbygningen til anden side med den klausul, at der ikke må være dagligvarebutik. Det sker af respekt for de borgere, der vil lave en købmandsbutik, så de ikke får konkurrence fra anden side. Vi vil ikke stå i vejen for en købmandsbutik i Nybøl. Vi forhandler med et par interessenter. Får vi ikke forhandlet en aftale på plads i denne omgang, sætter vi bygningen officielt til salg eller leje. Vi har allerede kontakt til EDC,” siger direktør i BALS, Lars G. Andersen, der håber, at få afsat bygningen til andet formål, efter dagligvarehandlen endegyldigt flyttede ud. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 12. februar 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.