Skelde Gymnastik­forening fylder 80 år. Det blev markeret med en jubilæumsreception hos Frøken Jensen for venner og naboklubber.

Skelde fester for gymnastikforening gennem otte årtier

Skelde Gymnastik­forening runder de otte årtier og fejrer med manér. 

Foreningen har 300 medlemmer og samler folk på hele Broager­land til gymnastik, dilettant, fodbold, volleyball, badminton, dans, petanque og kortspil for alle aldersgrupper. Der er god grund til at fejre den gamle forening, som i sandhed har liv i kludene i sit 80. leveår.

Lørdag var omkring 90 mennesker samlet til jubilæumsreception hos Frøken Jensen. 

Formand Thomas Jacobsen, der selv nærmer sig et årti som formand uden helt at kunne huske hvornår, er stolt over sammenholdet i foreningen.

“Vi er en klub med gymnastik, fodbold og breddeidræt med små idrætsgrene, der aktiverer mange. Vi er en traditionsrig klub, som har formået at samle alle aldersgrupper i Skelde og på Broager­land over en lang årrække,” fortæller formanden, der også nævner den store Hellig Tre Kongers aften og kæpheste­ridning som markante indslag i aktivitetsudbuddet.

Skelde Gymnastik­forening satser på de gøremål, folk gerne vil gå til.

“Naturligvis prøver vi også at forny os. Der er et stort mountainbike­hold, masser af børnegymnastik, og vi hare fået gang i vores seniorfodboldhold igen. Vi har en fantastisk opbakning af mange, der gerne vil være trænere, og så lever vi højt på at kunne bruge faciliteterne hos Adventure Efter­skolen. Deres hal huser mange glade gymnaster. Vi har boldbaner, som er ved at få en overhaling og i det hele taget stor tilslutning fra støtter og aktive,” fortæller Thomas Jacobsen, der har et bredt hold at fordele opgaverne på.

Der er lavet trøjer med teksten Skelde Gym­na­stik­forening 80 år, som folk kan erhverve til en overkommelig pris og være med til at markere den runde dag. Alle landmænd i Skel­de og omegn har sponsoreret jubilæumstrykket i tekstil.

“Vi kan selvfølgelig sagtens holde 20 år endnu frem mod 100 års jubilæet. Vi arbejder på at få lagt nyt tag på klublokalerne og vil blive ved med at holde os opdateret på, hvad der rører sig blandt det idræts- og foreningsaktive folk. Vi samarbejder med naboklubberne om at holde aktivitetsniveauet højt. Vi er også en social forening og et samlingspunkt for alt, hvad der foregår i byen,” fortæller formanden for den jubilerende forening, der ugen efter receptionen samler alle frivillige til fest for at markere deres indsats for at holde jubilaren vældigt i live. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 7. november 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af
Rolf Hattesen

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.