Emil Wismann er spidskandidat for Radikale til kommunalvalget.

Radikale bringer X-factor i byrådet

Radikale Venstre Sønderborg har på deres opstillingsmøde valgt Emil Wismann Kirkebæk Jensen, Gråsten, som partiets spidskandidat til kommunalvalget i november 2021. 

Det var en enig partiforening, der på et digitalt opstillingsmøde valgte den 22-årige konsulent som spidskandidat.

“Jeg er utrolig glad for, at det er lykkedes os at finde en så stærk profil til vores kandidathold. Emil er utrolig engageret og jeg er sikker på, han kommer til at gøre en forskel til kommunalvalget,” siger formand for Radikale Venstre Sønderborg, Anders Dohn Sonne.

X-faktor finale

Emil Wismann er et kendt ansigt, da han i foråret 2020 nåede helt til finalen på underholdningsshowet X-factor på TV 2.

“Ligesom i X-factor vil jeg altid være tro mod mig selv og holde faste i mine værdier,” fortæller Emil Wismann, der blev hyldet for at køre sin egen stil igennem hele X-factor showet. Interessen for politik har været til stede siden barnsben hos den radikale spidskandidat.

“Jeg elsker en god politisk diskussion. Især når den bygger på et fagligt grundlag,” siger Emil Wismann, der glæder sig til at sparke valgkampen i gang med sit kampagnehold fra den lokale partiforening. 

Emil Wismann arbejder til daglig som ungdomskonsulent ved Dansk Metal. Han er født og opvokset i Nyborg og flyttede i 2015 til Sønderborg for at starte sin uddannelse som data-tekniker ved Danfoss, som han afsluttede i foråret 2020. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Fotos af
Mathias Gehler