blank

Marianne Østergård Petersen har på søndag afskedsgudstjeneste som præst i Rinkenæs gennem 14 år og 32 år i alt som sjælesørger.

Præsten forlader Rinkenæs ad fordøren

Søndag den 4. september holder sognepræst Marianne Østergård Petersen afskedsgudstjeneste i Korskirken i Rinkenæs efter 14 års virke. 

Hun er rask og aktiv og i fuld vigør. Det er bevidst, hun går på et tidspunkt, hvor der med et lidt fortærsket udtryk er mange gode år i hende endnu.

“Man skal gå, mens man selv kan, og man skal gå ud ad fordøren,” er hendes mantra.

“Jeg har været præst halvdelen af mit liv. Den anden halvdel har jeg været med til at oprette en kirkehøjskole, arbejdet med håndarbejde, holdt foredrag om medicinsk teknologi etik og fået mand og børn,” fortæller Marianne Østergård Petersen, der er provstedatter fra det vestjyske og til sin 50 års fødselsdag blev interviewet til Kristeligt Dagblad med titlen ”Præsten der ikke ville være præst”.

“Det var en proces at gå den vej. Jeg er opvokset i et hjem, hvor man snakkede om Gud. Det var et åbent grundtvigsk hjem,” fortæller præsten, hvis første embede netop var i en lille grundtvigsk enklave Nr. og Sdr. Bork på den missionsk prægede vestkyst.

Marianne Østergård Petersen var i 1991 del af en stormomsust diskussion om kvindelige præster. Hun læste ved indsættelsen af en mandlig præst, der ikke ønskede hendes tilstedeværelse under hans ordination og heller ikke ville give hende hånden. Netop det fik hende til som ene kvinde at deltage i ordinationen i Ribe Domkirke. Det bragte hende i Ekstra Bladet og på TV – hvilket hun ikke var udelt begejstret for. Det var en hård tørn.

Fællesskab i Rinkenæs

Efter 18 år i Bork skiftede hun til Rinkenæs. Her har hun været lige siden.

“Jeg elsker den vestjyske natur, men jeg havde lyst til at skifte til det østjyske. I Vestjylland lærer man betydningen af det, der ikke bliver sagt. Her i Rinkenæs er menigheden mere direkte i sin tilgang til kirken,” fortæller sjælesørgeren, der sætter pris på begge dele og forstår at omgåes forskellige folk.

Hun er glad for, diskussionen om kvindelige præster og ægteskab mellem par af samme køn er et overstået kapitel. I dag er der flere kvindelige end mandlige præster, og hun vier homoseksuelle.

“Kirken er så rummelig som Kristus. Glæden ved den opbakning og det fællesskab, vi har her i Rinkenæs, tager jeg med mig herfra. Der er et velfungerende samarbejde mellem foreninger, kirke, plejehjem, skole, børnehave, brandvæsen og spejdere. Rinkenæs rummer fantastiske muligheder og glæder. Jeg håber, de får en præst, de bliver glad for,” siger Marianne Østergård Petersen, der kaster sig over interessen for plantefarve, håndarbejde og foredrag om Astrid Lindgren og Selma Lagerlöf.

De to forfatterinder rummer visdom for børn og voksne. Netop børnene står præstens hjerte nært. Børnegudstjenester og børneaktiviteter har været en stor del af hendes virke. De fem børn har foreløbig skænket hende seks børnebørn, som hun nu får mere tid til.

“Nogen spørger, om det er et arbejde at være præst. Det er det! Det er også spørgsmål om de store problemstillinger i livet. Sjælesorgssamtaler har været en stor del af mit arbejdsliv. Du er omgivet af ord og musik. Det er en skønhed uden lige. Det er i kirken og med Kristus den tredje dimension opstår. Du finder ind i det og går ind i det uden helt at kunne sætte ord på det, selv om det også er præstens opgave. Der er en uforklarlig ræsonans omkring det. Det er en skønhed at arbejde med ord, fortællinger og musik,” fortæller Marinne Østergård Petersen, der bliver i den boldgade.

Det er ikke til at forstå, det snart er slut. Det er både givende og vemodigt. Hun kommer ikke til at kede sig i sit otium. Der er masser af gøremål, og så er der ægtefællen Peter Jespersen, som hun selvfølgelig går ud ad fordøren sammen med, når præstegården i Rinkenæs skiftes ud med sommerhuset på Mols. ■

blank

Korskirken i Rinkenæs har været en værdsat arbejdsplads for Marianne Østergård Petersen gennem 14 år, men på søndag forlader hun den og præstegården for at gå på pension, og hun lægger vægt på at gå ud ad fordøren.

blank
blank

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.