Ulla Brendstrup er med ansættelsen som slotsgartner i Jylland vendt tilbage til udgangspunktet Gråsten Slotshave, hvor hun i sin tid blev udlært anlægsgartner.

Ny slotsgartner på Graasten Slot

Graasten Slot har fået ny slotsgartner.

Det er Ulla Bruun Brendstrup. Hun er ikke ukendt med opgaven. Hun blev i 1970’erne udlært anlægsgartner i Gråsten Slotshave under den daværende mangeårige slotsgartner Per Bent Moseholt, der arbejdede sammen med Dronning Ingrid om udformningen af slotshavens smukke blomsterpragt.

“Dengang var det usædvanligt, at en kvinde blev anlægsgartner. Man anså det for at være mandearbejde at lægge fliser og flytte på sten. Kvinder kom højst i betragtning til lidt drivhusarbejde,” fortæller Ulla Brendstrup, der viser rundt i slotshaven.

Ulla Bruun Brendstrup har et langt CV blandt andet med 12 ½ år i indre København som slotsgartnerassistent med Kongens Have, Amaliehaven og andre slotte som arbejdsfelt. 

Hun har været driftsleder på Assistens Kirkegård. Senere fulgte arbejde på den svenske kongefamilies sommerslut Sofiero i Helsingborg, så der går en lige linje fra Dronning Ingrids ferieslotshave som barn og til hendes voksne skaberværk i Gråsten. Fire år som kirkegårdsgartner i Bjerringbro fulgte, inden Ulla Brendstrup vendte tilbage til udgangspunktet.

“Privat og arbejdsmæssigt er ringen er sluttet ved at komme tilbage til Sønderjylland og Graasten Slot. Det er min opgave at sørge for pleje og dyrkning af Slots- og Kulturstyrelsens parker og anlæg ved Sønderborg Slot, Koldinghus, Spøttrup Borg og Aalborghus Slot – kort sagt statens slotte i Jylland,” fortæller slotsgartneren, der bor på slottet og har seks ansatte til at arbejde i køkkenhave og slotshave i Gråsten.

“Alt foregår i nært samarbejde med den kongelige familie. Vi leverer blomsterdekorationer til slottet under kongefamiliens ophold, og der skal mange blomster til.

Slotshaven og Den kongelige Køkkenhave er et levende museum. Her er det en engelsk have med masser af stauder og roser, mens slotte som Fredensborg og Frederiksborg er barokhaver. Vi afstemmer nøje, hvad der skal leveres fra Den kongelige Køkkenhave til køkkenet på Graasten Slot” fortæller slotsgartneren.

Prinsessehus

Arbejdet i køkkenhaven er i gang også i januar. Der lægges planer for den kommende sommers afgrøder efter ønske fra Majestæten og Prinsesse Benedikte.

“Vi arbejder med grøn gødning ud fra økologiske principper. Her bliver ikke brugt sprøjtemidler,” fortæller Ulla Brendstrup foran det legehus, Dronningen har beskrevet barndomsminder fra i bogen Undervejs, der blev udgivet op til hendes 50 års jubilæum.

“Jeg samarbejder med Sønderborg kommune, Visit Sønderborg og venskabsforeningen om, hvem der gør hvad. At være slotsgartner i hele Jylland er ikke mindst et administrativt job,” fortæller sønderjyden fra Sommersted, der har store, grønne arealer og royale blomster som sit arbejdsområde og mestendels overlader det til andre at få jord under neglene.

Graasten Slotshave er et enormt turistmæssigt tilløbsstykke krydret med køkkenhaven, der trækker endnu flere besøgende til. Publikumsinteressen er intakt gennem årene – for ikke at sige stærkt stigende – fra da slotsgartneren var lærling i bedene i Gråsten. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.