
Katrine Kierulff og Lars Kjær åbner dyrlægepraksis på Kongevej i Gråsten.
Ny dyrlæge åbner i gammel købmandsbutik i Gråsten
Knap 5 måneder efter købet af den gamle købmandsbygning i Gråsten, er den ny dyrlæge snart klar til at slå dørene op.
Den 4. maj åbner Hele Familiens Dyrlæge på Kongevej 26 i Gråsten.
Den nye praksis har i de seneste måneder været gennem en større renovation. Lokalerne tager hurtigt form, og inden længe er håndværkerne klar til at lægge sidste hånd på dyrepraksissen. “Den ny dyrlæge lægger særligt vægt på, at der skal være god mulighed for at få mere samtale og åbenhed i praksissen”, siger dyrlægerne Katrine Kierulff og Lars Kjær.
Lars Kjær er ejer af Hele Familiens Dyrlæger.
Sædvanligvis har hver dyrlæge et lokale hver, som de udfører alle opgaver fra. Ligesom et lægehus; bare for dyr. I den ny praksis er der ingen vægge mellem dyrlægerne. Et forhæng skal adskille konsultations- og operationsbordene, og bare ét enkelt lokale giver totalt aflukke fra resten af praksissen. Det skal bruges til øjenoperationer og aflivninger, når disse udføres på praksissen.
De dyr, der skal vågne i klinikken efter en operation, kommer desuden til at vågne op i klinikkens personalerum, hvor dyrlægerne altid kan have et øje på dem.
“Den primære fordel er, at der er større mulighed for at få flere øjne på samme sag. Man får 4 hjerner til samme pris,” siger Lars Kjær om konceptet.
Mere ansvar
En anden fordel ved konceptet er, at de yngre dyrlæger får mulighed for at lære mere fra både Lars Kjær og hinanden. På den måde kommer vidensdelingen både patienter og dyrlæger til gode.
“Man får mere ansvar her,” siger Katrine Kierulff, der er den af dyrlægerne, der er bedst til det kirurgiske arbejde. Det store åbne lokale bringer desuden også en personlig fordel for Lars Kjær: Han kan have sin Nimbus stående bagest i lokalet.
Der har i tidens løb været mange forskellige dyrlæger i Gråsten. Dyrehospitalet Gråsten – det, der før var den eneste dyrlæge i Gråsten – flytter til Sønderborg, hvilket betyder, at Hele Familiens Dyrlæge åbner tidsnok til, at Gråsten fortsat har mindst én lokal dyrlæge. Der er, foruden de faste praksisser, også flere kørende dyrlæger i Gråsten og omegn. ■


Skrevet af
Fotos af