Daniel Kraus (tv) åbner klaverværksted på Nørregade i Padborg. Han får hjælp af Hans-Ulrich Tetsch, der også er en fremragende pianist. Værkstedet tilbyder både reparationer og stemning og opbygning af klaverer og flygler.

Nu spiller klaveret i Padborg

37-årige Daniel Kraus åbner klaverværksted på Nørregade i Padborg.

Han stammer fra Tyskland og har de seneste 15 år været selvstændig klaverstemmer. 

“Igennem de sidste 4 år har jeg haft mit eget klaverværksted i Hamborg. Det gik supergodt, men jeg solgte det, fordi Jeg flyttede til Kollund, da mine forældre bor i Flensborg”, fortæller Daniel Kraus, der fik idéen med at åbne et klaverværksted i Padborg, fordi der ikke findes noget lignende fra grænsen og op til Aarhus. 

“Jeg mener helt klart at kunne tiltrække mange kunder. Jeg har mange års erfaring og får i butikken hjælp af Hans-Ulrich Tetsch, som er klaverstemmer og klaverbyggemester. Hans-Ulrich vil dog også stadig køre til Hamborg nogle dage om ugen, da vi stadig har mange kunder dernede”, fortæller Daniel Kraus.

Blandt de mange kunder tæller Det Holstenske Symfoniorkester og Landestheater, og Daniel Kraus håber at kunne få etableret kontakt til danske symfoniorkestre, musikskoler, teatre og naturligvis private kunder.

Stemme klaverer

På værkstedet er der mulighed for at få repareret eller stemt sit klaver og flygel, men man kan også få bygget sit eget klaver eller flygel. Man kan endda selv være med til at bestemme dessinet. 

Lørdag den 27. maj er der stor åbningsfest på Nørregade, hvor værkstedet ligger. Der vil dagen igennem være musik, og der bydes på diverse lækkerier.

“Vi vil gerne fortælle om de mange muligheder, vi tilbyder”, siger Daniel Kraus. ■

Skrevet af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Fotos af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.