Ny forpagter af Ahlmanns­parkens cafeteria er Morten Latter, der i forvejen driver Den gamle Skomager i Gråsten, og har allieret sig med kollegaen Ulla Stolberg som partner i det samlede projekt.

Morten Latter overtager Ahlmannsparkens cafeteria

Sammen med sin kompagnon, Ulla Stolberg, har indehaveren af Den gamle Skomager i Gråsten, Morten Latter, overtaget forpagtningen af Ahlmannsparkens cafeteria. 

Morten Latter er en kendt krovært og arrangør af musikalske begivenheder i Nygade. Han tager sit kendte koncept med hen på byens kulturtilholdssted.

“Det bliver dagens middag nogle gange i ugen plus de menuer, jeg er kendt for i Den gamle Skomager. Min opgave bliver at servicere foreninger og brugere i Ahlmannsparken og eventuelt at bidrage til kulturlivet ved at komme med ideer til foredrag og kulturelle begivenheder,” fortæller 51-årige Morten Latter, der alligevel drosler lidt ned for aktivitetsniveauet hos skomageren om vinteren og derfor kan lægge en stor del af energien i Ahlmannsparken.

“Vi kommer til at køre det sammen Ulla og jeg. Vi plejer rent personalemæssigt at køre på lavt blus i vintermånederne. Nu kan vi tage de ansatte med over i Ahlmannsparken. Jeg har indtil videre ikke haft problemer med at skaffe personale,” fortæller Morten Latter, der har drevet værtshus og spisested i Gråsten en lang årrække først i Ulsnæs Centret og senere i midtbyen.

Blæksprutten

Ahlmannsparken er sat i stand for 20 millioner kroner med alt, hvad der bimler og bamler og indviet i ny udgave med bibliotek, borgerservice, BHJ-salen og aktiviteter for byens foreningsliv. 

Dertil kommer halaktiviteter i boblehallen ved siden af. Der kommer mange på daglig basis i Ahlmannsparken. Der har været efterlyst opbakning til divergerende forpagtere undervejs.

“Jeg er selvfølgelig afhængig af, folk bakker mig op og bruger cafeteriet. Jeg sætter alt på ét bræt. Går det godt, er jeg bare en glad mand, men det er selvfølgelig også en risiko i disse tider, hvor det strammer til alle vegne. Jeg har holdt møde med alle foreningerne her,” siger kokken og værtshusholderen, der i 39-årige Ulla Stolberg ser sin arvtager på mad- og drikkefronten i Gråsten.

Hun kommer fra Blæk­sprutten i Sønderborg, er uddannet slagter og har arbejdet et halvt år hos “skomageren”.

Han er indstillet på at holde åbent om aftenen til ved 21-tiden i Ahlmannsparken. Det giver lange arbejdstider, men dem har Morten Latter været vant til i Den gamle Skomager. 

Nu fordeler han indsatsen og ressourcerne på flere adresser.

“Vi har travlt lige nu. Der er allerede 700 bestillinger på julefrokostmenuer i og ud af huset i Nygade og Ahlmannsparken. Jeg regner med en synergieffekt fra aktiviteterne i Ahlmanns­parken. Om sommeren er der meget at se til med at servere i Den gamle Skomager, når alle turisterne er i byen. Jeg havde kigget på forpagtningen i Ahlmanns­parken, da den blev udbudt sidste gang, men da var det alt for dyrt,” konstaterer Morten Latter, der nu giver kultur-, idræts- og borgeraktiviteter et skud i håbet om at supplere indsatsen til et helårsarbejde.

Han sætter stor lid til makkerskabet med Ulla Stolberg. 

På premieredagen 1. november stod menuen naturligvis på valgflæsk ved afstemningsstedet i Ahlmanssparken, hvor folk i fællesskab kunne følge slagets gang mellem rød og blå blok. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.