
For fire år siden overtog Morten Latter og Ulla Stollberg Ahlmannsparkens Cafeteria i fællesskab, og siden drev hun den videre sammen med ægtefællen Bjarke Midtgaard, men nu er der igen brug for en ny forpagter, og ingen søgte om tjansen i sidste ansøgningsrunde, hvilket kan ramme foreningslivets aktiviteter.
Manglende cafeteria-forpagter har konsekvenser for foreningslivet
Ahlmannsparkens Cafeteria har ikke nogen forpagter med fra og med juli.
Bjarke Midtgaard og hans hustru Ulla Stollberg er stoppet med at servere burgere, stjerneskud, pommes frites og andet godt til Ahlmannsparkens daglige brugere. Slår man op under Ahlmannsparkens Cafeteria i dag, kommer man over på Lysabild Kro.
“Der kom ingen ansøgninger til at blive ny forpagter i Ahlmannsparken. Derfor er kommunen gået over til løbende at behandle ansøgninger i håbet om at få en forpagter. Det vil få indflydelse på foreningslivet, hvis ikke der kommer nogen. En klub som HK Egene kan få begrænsninger på stævner og deltagelse i turneringer, hvis ikke kampene foregår et sted, hvor der er mulighed for forplejning,” siger næstformand i Gråsten Handel Helle Blindbæk.
“Det er rigtigt, at når vi afholder børnestævner, er det et krav, at der er kiosk og eller cafeteria, der er åbent. Klubben håber rigtig meget, at der findes en forpagter. Det er jo ikke kun til børnestævner, der er behov for mad og drikke. Vi holder jo også andre arrangementer, hvor vi har behov for forplejning,” siger formand for HK Egene Anette Jørgensen.
Det er eksempelvis HK Egene Cup med hundredvis af deltagere fra hele landet hvert år. Der er i sandhed brug for væde og fast føde til de mange deltagere under så stort et stævne.
“Det kan i sidste ende ramme Egene Cup. Hvis ikke der er noget cafeteria, skal vi jo selv “banke” det op en weekend,” siger Anette Jørgensen, der har rigeligt at se til med andre ting i forbindelse med Cuppen og ikke har nogen ambition om også at skulle være “madmor”.
Forpagter
Ulla Stollberg drev i første omgang Ahlmannsparkens Cafeteria sammen med værtshusholder Morten Latter, men han overlod roret til hende og ægtefællen, da han havde rigeligt at se til på Den gamle Skomager. Inden da havde forskellige forpagtere drevet Ahlmannsparkens Cafeteria på skift, uden der blev tale om det helt store stabile cafeterieliv. Ulla Stollberg og Bjarke Midtgaard har været populære for at servere faste ugentlige menuer. Faste arrangementer og store begivenheder bidrager til søgningen til cafeteriet, hvis kunder dog kan være svære at drive ind på daglig basis de dage, der ikke er faste arrangementer i huset. Foreningslivet og handlen håber stærkt på, der findes en forpagter til at traktere faste og forbipasserende gæster.
“Det har været på tale, kommunen skulle overtage forpagtningen. Nogen synes, det er en god ide. Det vigtige er at skabe stabilitet omkring cafeteriet, og at der er faste forpagtere med eget personale,” siger Helle Blindbæk, der har opfordret borgere i Gråsten til at bruge Ahlmannsparkens cafeteria, og sammen med andre foreningsledere interessenter til at søge om at blive forpagtere.
Foreningslivet vil hjælpe og bakke op lyder det fra Brugerrådet i Ahlmannsparken bestående af de store foreninger, der befolker haller og cafeteria i forbindelse med træning, møder, stævner og store arrangementer. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 30. juli 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
