
Almost Irish optræder ved Kulturmåned.
Maj er kulturmåned i Broager
Kulturmåned i Broager er en tradition, der går helt tilbage til 1990erne med Broagers initiativrige borgmester Jørn Lehmann Petersen som en af trækkræfterne.
Han er gået bort. Det samme er tidligere kommunaldirektør Erik Breum, der var formand for kulturmåneden indtil sin død for nylig. Det ændrer ikke på, at der fortsat er kulturmåned i Broager med gode kræfter til at føre traditionen videre.
“Vi er en selvbestaltet gruppe, der fører arrangementet videre med fire kulturarrangementer på Cathrinesminde Teglværk i maj måned – ét arrangement i hver uge. Vi lægger os i selen for at lave en god blanding af noget let og tungt – musik og vitaminer til hjernen,” fortæller kasserer og sekretær Mona Nielsen, der er tidligere økonomichef i Broager Kommune.
Kulturmåneden finder sted hvert andet år på teglværket ud mod Flensborg Fjord.
Den 5. maj kommer Folketingets tidligere formand, Henrik Dam Kristensen, og taler over emnet “Fra Vorbasse til Christiansborg”.
Den 15. maj er der irsk folkemusik på teglværket med Almost Irish. Ugen efter 21. maj kommer historiker og debattør Mirco Reimer-Elster og taler over emnet “Tyskland efter valget – stabilisator eller usikkerhedsfaktor.” Den 27. maj rundes kulturmåneden af med hjerneforsker Peter Vuust, der taler over emnet “Musik på hjernen.”
Alle arrangementer starter klokken 19.30. Dørene åbnes klokken 18.30 Prisen for fire arrangementer er 640 kroner. Det koster 180 kroner at komme ind til et enkelt arrangement. Der er traditionen tro punch og fedtemadder i tørladen til alle arrangementer.
“Det kan være koldt, når vinden er i vest, men folk er gode til at tage tæpper med, så de ikke fryser. Punch og fedtemadder varmer jo også lidt. Vi har lejet en varmekanon til at holde tørladen varm, for vi kan ikke være sikre på varme aftner i den lunefulde maj måned,” siger Mona Nielsen, der håber, mange vil købe billet til musikalske oplevelser og inspirerende fortællere på Cathrinesminde Teglværk til foråret. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 28. februar 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
