
Formand for Broager Udviklingsforum, Christel Leiendecker.
Broager er blevet glemt
Den gode vilje er absolut til stede, og ildsjælene gør en ihærdig indsats, men ifølge Broager Udviklingsforums formand Christel Leiendecker, må der godt snart være noget, der rykker.
“Vi indkaldte til et borgermøde i januar for at fordele opgaverne på flere skuldre. Det gik vældig fint. Der kom 30-40 stykker, som er villige til at give et nap med,” fortæller hun.
Det ændrer ikke ved, mange af de store projekter, der skal bringe bysamfundet up to date, ikke rigtig kommer videre. Et ønske om tre en halv million til en legeplads i tilknytning til Broager Hallen strander på pengenød. Lions Broager-Gråsten har givet 50.000 kroner, og kommunen vil sammen med fonde blive søgt om midler til legepladsen i håbet om, den kan realiseres. Det er ment som et aktivitetssted for alle “børn” i alderen 0-90 år eller derover.
“Det er som om, Broager er blevet glemt lidt. Vi havde et konsulentfirma, der skulle udvikle bymidten ud fra bystrategien, men deres forslag om blandt andet belægning blev forkastet af forvaltningen. Vi holdt møde med Sønderborg Forsyning om ny belægning, nu da de er i jorden for at kloakseparere, men det viste sig, de ikke hev al belægning op, så nu bliver noget halvt asfalt og halvt brosten, og OK Tanken ser ud til foreløbig at blive, hvor den er,” siger Christel Leiendecker, der af og til synes, tingene står i stampe i forhold til forvaltningen.
“Jeg har været aktiv i Broager i 18 år og synes hver gang, vi nærmer os noget, der rykker, så går det ligesom i stå igen af den ene eller den anden årsag. Jeg har ikke bestilt andet end at skrive og spørge, hvornår der sker noget, men det gør der bare ikke,” siger Christel Leindecker, der genopstiller for Slesvigsk Parti og både som formand for Udviklingsforum og kommunalpolitiker er stærkt fokuseret på, at nu skal tingene altså flytte sig for Broager.
Boligområde
Der er møde inden for nærmere fremtid om, hvordan man eksempelvis kan forny Torvet i Broager, så det ikke forbliver ved halve løsninger og noget, ingen kan være tilfreds med. OK Tanken skulle flytte ud i industriområdet mod Brovej. Da der ikke skete noget på Torvet, har Coop udsat planerne på ubestemt tid og lader tanken blive ved Brugsen, hvor den er.
“Et nyt boligområde i Broager Øst er kommet med i kommuneplanen og skal gerne realiseres med nye boliger. Der må også godt snart ske noget. Husene flyver væk, når de bliver sat til salg,” siger Christel Leiendecker, der kender alt til behovet for boliger i form af rækkehuse eller lejligheder, så ældre kan flytte ud af deres huse og skabe plads til unge børnefamilier.
Udviklingsforum har et stort ønske om at skabe liv i bymidten som et sted, folk kommer og kan lide at være. Der er Brugs, 365 discount, blomsterbutik, frisør, lægehus og apotek.
“De ældre borgere kan godt klare sig selv i det daglige, og de er glade for at være her. Vi mangler bare at få lavet om på brostensbelægningen, der ikke er hensigtsmæssig i forhold til folk med rollator. Vi får sikkert ikke mange flere butikker til byen, men vi skal sikre, at børnefamilierne flytter til og ser Broager som et blivende sted at være,” siger Christel Leiendecker, der ser plads til forbedring i udviklingen af bymidten og håber, der bliver sat mere skub i tingene, når kommune, udviklingsforum og andre interessenter mødes. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 28. februar 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.