
Dåbsattesten siger efterhånden 68 år for hotelejer Mads Friis, der egentlig ønsker at afhænde Benniksgaard, men nu drives hotel- og konferencekomplekset videre ved dygtige medarbejderes hjælp, da ingen køber har meldt sig til at overtage foretagendet.
Mads Friis opgiver at sælge Benniksgaard
Hotelejer Mads Friis opgiver at sælge Benniksgaard Hotel i Rinkenæs.
“Det er rigtigt, at jeg har forsøgt at sælge Benniksgaard for at gennemføre et generationsskifte, men der har ikke været nogen interesse for at overtage hotellet. Jeg har ikke haft en eneste henvendelse. Jeg er ikke alene om at stå i den situation. Det er svært at afsætte hoteller i provinsen. Bankerne arbejder heller ikke ligefrem med.”
Hotelejer Mads Friis erkender, at dåbsattesten afslører en alder på 68 år og tænkte derfor, tiden var inde til at afhænde familieejendommen, der startede som landbrug og senere overgik til hoteldrift, så han kan få tid til at se noget af verden og nyde tid med familie og venner.
“Jeg har fantastisk dygtige medarbejdere, så nu laver jeg en konstruktion, hvor jeg alligevel kan trække mig i baggrunden og lade andre om at trække det tunge læs. Det bliver den måde, jeg i stedet gennemfører generationsskiftet på,” fortæller hotelejeren gennem et kvart århundrede.
Slidsomt
Det er slidsomt at drive hotel med Corona i bakspejlet, og energikrise og inflation i kølvandet. Devisen er, at arbejde og investere sig ud af krisen. Sidste år skød Mads Friis fire en halv million kroner i modernisering og optimering af Benniksgaard Anneks, som er hotelværelser i den gamle efterskole. Den overtog den foretagsomme hotelejer, da efterskolen lukkede i 2015.
Hans særkende har gennem alle årene været at købe nyt til og udvide hotelimperiet, som da han gjorde sig til medejer af det tidligere kursuscenter Solglimt i Sønderborg, der blev omdannet til Hotel 6400.
Det indgår ikke i det hotelkompleks Benniksgaard, Mads Friis tidligere på året satte til salg formedelst 41 millioner kroner.
“Det er der ingen, der vil give. Ikke mange er varme på provinshoteldrift i disse tider. Jeg lægger ikke skjul på, jeg gerne vil sælge, men når det ikke kan være anderledes, kan jeg sagtens bibeholde titlen af hotelejer i kulissen og samtidig koncentrere mig mere om de ting, jeg endnu mangler at få gjort og at se. Der er jo også kommet børnebørn til med årene,” fortæller den pensionstjenlige hotelejer, der overtog Benniksgaard efter sin far Knud Friis og drev landbrug på gården i en snes år med kronvildt, mink, køer, svin og foreskellige afgrøder som blandt andet gulerødder.
Golfbane
I 1997 omdannede han stedet til hotel og arealerne til golfbane. I alt har Benniksgaard 130 værelser i Rinkenæs.
“Jeg har efterhånden arbejdet i 45 år. Skal jeg nå andet, skal det være snart. Vi finder en løsning på den videre drift. Vi passer stedet og passer godt på Benniksgaard,” siger Mads Friis. ■
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.