Artikelbeskrivelse

Loppebazar gavner miljøet

Af Signe Svane Kryger

Den 15. juli i år åbnede Loppebazar i Sønderborg, hvilket er en blanding mellem en genbrugsbutik og et loppemarked.
Tanja og Nikolaj Ansbjerg er ejerne af den nyoprettede genbrugshandel, der har til formål at sælge tøj, møbler og andre ting videre i stedet for at det smides ud.
Konceptet findes allerede flere steder i Nordjylland, hvor det har haft stort held med sig. Ligeledes er det blevet en stor succes i Sønderborg.
Udlejning af boder
Man kan lige nu leje sig ind i en bod til 275 kroner for resten af året, hvor man har mulighed for at sælge ud af, hvad man ikke bruger længere. Det er både nye og gamle ting, der bliver solgt, og alt lige fra designermøbler til aflagt tøj ryger over disken.
”Det er ikke nødvendigt at opholde sig i boden under salget, hvilket sparer tid for de sælgende, da vi gør det for dem”, fortæller Tanja Ansbjerg.
Gavner miljøet
Det er ikke kun billige priser, som udgør Loppebazaren, konceptet er nemlig baseret på at skåne miljøet.
”Det er godt at genbruge, og det er et spændende og sjovt job, hvor jeg møder mange forskellige mennesker. Der er en historie bag alle vores ting, som jeg kan videregive”, fortæller Tanja Ansbjerg om sit arbejde.
Udvidelse undervejs
Der befinder sig lige nu 80 boder i Loppebazaren, men for at endnu flere skal have muligheden for at sælge, vil Tanja og Nikolaj Ansbjerg udvide butikken, så pladsen kan udnyttes bedst muligt. Der skal udvides med 25% , hvilket vil foregå i løbet af den næste uge.
Åbent hver dag
Loppebazaren har åbent hver dag fra 10-17.30 og 10-15 i weekenderne.
Der vil altid blive taget godt imod nye varer.

Tanja Ansbjerg er indehaver. Her ses hun sammen med Henning Dethlefsen, som handler. Foto Signe Svane Kryger

Tanja Ansbjerg er indehaver. Her ses hun sammen med Henning Dethlefsen, som handler. Foto Signe Svane Kryger